Formand undgår millionerstatning efter grandprixunderskud

En tidligere bestyrelsesformand i Wonderful Copenhagen blev pålagt et millionkrav, men han går fri i ankesag.

Michael Metz Mørch, der er tidligere bestyrelsesformand i fonden Wonderful Copenhagen, er ikke ansvarlig for det millionunderskud, som opstod, da Danmark afholdt det internationale melodigrandprix i 2014.

Det har Erhvervsankenævnet afgjort i en ankesag, skriver Michael Metz Mørch tirsdag på det sociale medie LinkedIn.

- Kendelsen er klar. Der er ikke fornødent grundlag for at anlægge en erstatningssag imod mig.

- Jeg kan efter fire år - under et umenneskeligt hårdt pres – endelig ånde lettet op. Uplettet på min ære og taknemmelig over et velfungerende dansk retssystem. Det er en ubeskrivelig lettelse, skriver han blandt andet.

Slipper for at betale 21 millioner kroner

Beslutningen trumfer Erhvervsstyrelsens afgørelse. Dermed slipper den tidligere bestyrelsesformand for at betale de 21 millioner kroner i erstatning, som Erhvervsstyrelsen havde pålagt ham.

Sagen begyndte at rulle, efter at Wonderful Copenhagen i samarbejde med DR stod for at holde Eurovision Song Contest på Refshaleøen i 2014.

Projektet blev langt, langt dyrere end budgetteret og efterlod et underskud på 58 millioner kroner. Det valgte Wonderful Copenhagen at dække, selv om den hverken havde pengene eller var juridisk forpligtiget det.

Underskuddet dækkede fonden ved at optage en række lån hos DR, og det var ifølge Erhvervsstyrelsen ulovligt.

Styrelsen vurderede derfor i februar 2017, at Michael Metz Mørch havde tilsidesat sit ansvar og var erstatningsansvarlig for 21 millioner kroner.

Med Erhvervsankenævnets beslutning går Michael Metz Mørch fri for erstatningsansvar.

/ritzau/

FAKTA: Wonderful Copenhagens oprydning efter Eurovision

Prisen for Eurovision blev mere end tre gange dyrere end budgetteret, hvilket førte til en større oprydning.
Turistorganisationen Wonderful Copenhagen udbetalte en samlet fratrædelsesgodtgørelse på 7,4 millioner kroner til ledelsen, der trådte tilbage eller blev fyret efter Eurovision-sagen.

Wonderful Copenhagens projektselskab bag Eurovision fik udgifter for 137 millioner kroner mod et oprindeligt budget på 34,6 millioner kroner, da Danmark i 2014 skulle afholde europæisk melodigrandprix.

Her kan du læse om Wonderful Copenhagen og forløbet efter sangkonkurrencen:
  • Wonderful Copenhagen blev sat i verden i 1992 for at fremme turisterhvervet i København.
  • Organisationen er en fond og udøver ikke selvstændig kommerciel forretning.
  • Den finansieres gennem bidrag fra erhvervslivet, organisationer og det offentlige, herunder flerårige finansieringsaftaler med Region Hovedstaden.
  • Efter Eurovision gik den daværende formand for bestyrelsen i Wonderful Copenhagen, Michael Metz Mørch, i august 2014 af. Han blev erstattet af erhvervsveteranen Peter Højland.
  • Michael Metz Mørch var det eneste bestyrelsesmedlem, der blev gjort erstatningsansvarlig som følge af skandalen. Afgørelsen blev dog anket, og Metz Mørch fritaget for ansvaret.
  • Martin Bender, der var underdirektør i Wonderful Copenhagen og direktør i projektselskabet blev fyret som følge af sagen.
  • Desuden trak den daværende direktør for Wonderful Copenhagen gennem 20 år, Lars Bernhard Jørgensen, sig efter skandalen.

Kilde: Ritzau.

/ritzau/

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik