Forlystelse på Bakken har før skabt problemer: Nu er den lukket

I weekenden blev en 12-årig dreng snurret 100 gange rundt på hovedet selvom det ikke var meningen i forlystelsen. Sidste år skete noget lignende.

Forlystelsen Skyroller i forlystelsesparken Dyrehavsbakken ved Klampenborg skal gennemgå en teknisk udredning efter en episode i weekenden, hvor en 12-årig dreng blev dårlig og efterfølgende måtte på hospitalet, fordi han blev snurret rundt på hovedet mod sin egen vilje.

quote Den blev bare ved med at dreje rundt, og jeg havde det dårligt i flere dage efter.

Philip Riis Schackinger, Kastrup

- Force Technology har sammen med politiet været forbi og foretage undersøgelser på forlystelsen tirsdag eftermiddag, og vi forventer, at der foreligger en rapport i løbet af onsdag eftermiddag" siger Nils-Erik Winther, der er administrerende direktør for A/S Dyrehavsbakken.

Men det er ikke første gang, at forlystelsen har opført sig anderledes, end den burde.

Selvom det snart er et år siden, sidder oplevelsen i forlystelsen Skyroller stadig dybt i sindet på 15-årige Philip Riis Schackinger.

Udsat for det samme

I juni 2017 var Kastrup-drengen og hans familie på tur i Dyrehavsbakken op mod skolernes sommerferie, hvor Philip Riis Schackinger tog en tur i Skyroller. En forlystelse, hvor man hæves op i et lille fly, og derefter selv kan styre vingerne, så flyet roterer.

Men efter et par ture rundt fik Philip ondt i hovedet og besluttede sig for at slippe håndtaget, så flyet skulle gå tilbage i almindelig position - men i stedet fortsatte det rotationerne.

- Den blev bare ved med at dreje rundt, og jeg havde det dårligt i flere dage efter, siger han til TV 2 Lorry, som også har været i kontakt med hans bedstemor, der var vidne til episoden.

quote Vi besluttede os for at tage hjem, men nåede kun hen til samaritterne, da hans øjne var fuldstændig blodsprængte - de havde aldrig set noget lignende.

Lillian Riis Andersen, Bedstemor til Philip

- Vi kunne tydeligt se, at da han kom ned, at var han fuldstændig forstenet. Han havde ondt i hovedet og var svimmel og han blev mere og mere mærkelig. Vi besluttede os for at tage hjem, men nåede kun hen til samaritterne, da hans øjne var fuldstændig blodsprængte - de havde aldrig set noget lignende, siger Lillian Riis Andersen til TV 2 Lorry.

Episoden fra juni sidste år lyder meget lig den, som en 12-årig dreng i weekenden var udsat for efter en tur i samme forlystelse, og som nu er blevet lukket på ubestemt tid.

- Vi beklager dybt, at en af vores gæster har haft en meget ubehagelig oplevelse i en af vores forlystelser. Det er en situation, vi tager meget alvorligt, og som vi er i fuld gang med at undersøge til bunds, siger adminstrerende direktør Nils-Erik Winther.

Besynderligt det kunne ske igen

Familien fra Kastrup undrer sig over, at den ustyrlige forlystelse tilsynladende ikke er blevet fikset og igen i år har udsat en besøgende for den ubehagelige oplevelse.

- Vi fortalte samaritterne, hvad der var sket, og vi kom endda tilbage til dem igen, fordi Philip blev så dårlig, da vi troede, vi kunne komme hjem efter det første besøg hos dem. Han fik røde pletter i hele hovedet, så vi måtte skynde os tilbage til dem, siger Lillian Riis Andersen.

Forlystelsen Skyroller på Bakken er fra 2014 og har den 21. marts op mod Bakkens sæsonstart den 23. marts 2018 gennemgået alle lovpligtige tekniske undersøgelser og er her blevet godkendt af Dansk Teknologisk Institut.

Det oplyser Dyrehavsbakken i en pressemeddelse og uddyber, at den populære forlystelse fra den tyske producent Gerstlauer denne gang først bliver åbnet, efter den er blevet undersøgt grundigt.

- Vi skal være fuldstændig sikre på, at Skyroller opfylder de påkrævede tekniske sikkerhedskrav, før vi åbner denne forlystelse igen. Det er det eneste, vi med sikkerhed kan sige her og nu, siger Niels-Erik Winther.

TV 2 Lorry har forsøgt at få en kommentar fra Dyrehavsbakken på sidste års episode fra forlystelsen Skyroller, men de ønsker ikke at udtale sig om sagen, før de har fået svar på de tekniske undersøgelser. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik