Forligskreds vil stadig have Vinge Station

03:43

Kampen for et af landets største udviklingsprojekter fortsætter ufortrødent - I Frederikssund sætter de nu alt ind på en hjælpende hånd fra Christiansborg

Alle fem partier bag transportforliget fra 2014 bakker fortsat op om S-togsstation i Vinge

Der er fortsat stor politisk opbakning på Christiansborg til en S-tog-station i Vinge, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Transportordførerne fra alle partier, SF, DF, Socialdemokratiet, Enhedslisten og Radikale Venstre, som står bag transportforliget fra 2014, mener nemlig stadig, at stationen skal realiseres.

Læs også Vinge-mægler: Stationen er alfa omega - Alt står nu standby

I forliget er der afsat 54,7 millioner på finansloven for 2018 til Vinge Station, og selv om aftalen mellem Frederikssund Kommune og Transport-, bygnings-, og boligministeriet udløb den 30. november sidste år, er der altså stadig fuld politisk opbakning.

- Vi vil gerne være med til at realisere projektet. At der er udfordringer i øjeblikket gør ikke, at vi skal bringe det i yderligere vanskeligheder ved at droppe stationen, siger Rasmus Prehn (S).

Har hele tiden været positive

- Vi har hele tiden været positive overfor projektet, og vi bakker fortsat op. Der skal bygges en station, og det vil også være det rigtige signal at sende til kommunen og investorer, siger Kim Christiansen (DF).

Karsten Hønge (SF), Henning Hyllested (EL) og Andreas Steenberg (R) siger til Frederiksborg Amts Avis, at de også fortsat bakker op om en station i Vinge.

Læs også Borgmester stålfast: "Der skal nok komme en station i Vinge"

Den positive stemning omkring stationen i Vinge vækker glæde på rådhuset i Frederikssund.

- Jeg er meget glad, og det er gode nyheder. Det gør mig fortrøstningsfuld, selv om der jo stadig ikke er noget, der er endeligt, lyder det fra borgmester, John Schmidt Andersen (V).