Forhandlinger om Tivoli-restauranter udskudt igen

Udsigten til en overenskomstaftale mellem stadeholderne og de ansatte i Tivoli Food Hall kunne mandag svagt øjnes, men kan tidligst landes i begyndelsen af september.

De ansatte og 14 stadeholdere i Tivoli Food Hall er trods otte måneders forhandlinger stadig ikke nået frem til en aftale om løn- og arbejdsvilkår.

Mandag mødtes parterne - repræsenteret ved fagforeningen 3F København og brancheorganisationen Horesta - for at forsøge at lande en overenskomstaftale.

Det var et møde uden bagkant, men sluttede uden håndtryk og underskrifter, oplyser formand for 3F København, Bjarne Høpner, til TV 2 Lorry.

“Vi skal mødes igen 2. september,” skriver han i en sms til TV 2 Lorry.

Et sted mellem 100 og 300 mennesker var en fredag eftermiddag i december 2018 mødt op til juleaktion i Tivoli Food Hall.
Et sted mellem 100 og 300 mennesker var en fredag eftermiddag i december 2018 mødt op til juleaktion i Tivoli Food Hall.
Foto: 3F

Optimisme før møde

Forud for mødet med Horesta var Bjarne Høpner ellers optimistisk. 

- Nu må vi kunne finde ud af at lave den aftale, så de stakkels mennesker, der arbejder i Tivoli Food Hall, får nogle ordentlige arbejdsvilkår og nogle ordentlige lønninger, sagde han.

- Der har ikke været en overenskomst for stadeholderne på denne her måde, så derfor er der nogle ubetrådte stier, vi skal prøve at få lagt fast. Udsigterne for i dag er positive, sagde Bjarne Høpner mandag til TV 2 Lorry.

Anklage om langsom forhandling

Spliden begyndte i december sidste år, da en konflikt truede julefreden, men lige nøjagtigt blev afværget. I stedet blev medarbejdere og arbejdsgivere i madmekkaet enige om at igangsætte forhandlinger om en overenskomst.

Planen var at forhandle om en aftale i januar eller februar, men det har trukket ud. I maj måned sagde Bjarne Høpner til TV 2 Lorry, at årsagen blandt andet var, at parterne kun mødes en gang om måneden.

Horesta takkede dengang “nej til at svare på Bjarne Høpners kommentar – dette med henvisning til, at vi ikke kommenterer på igangværende forhandlinger.”

Strejke var på vej

3F København sendte den 7. december et strejke- og blokadevarsel til 14 ud af de 18 restauranter i Tivoli Food Hall. Heriblandt kendte restaurantkæder som Gorms Pizza og Cock’s & Cows. Konflikten skulle træde i kraft 14. december, sagde Bjarne Høpner dengang til Avisen.dk. 

I november 2018 indledte 3F København manøvrer for at få kollektive overenskomster med de restauranter, der endnu ikke havde tegnet en.

Bjarne Høpner sagde dengang, at forhandlingerne blev trukket i langdrag, og derfor sendte fagforeningen konfliktvarsel til de 14 restauranter. 

Forlystelsesparken Tivoli har intet med forhandlingerne at gøre, da det er de enkelte madsteder, der lejer sig ind i Tivoli Food Hall. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik