Foto: Birgit Nielsen

1 af 2

Forening tager kampen op mod affaldssvineri

I hele Hovedstadsområdet klager folk over efterladt affald på både legepladser, strande og i parker. Nogle borgere har fået nok og taget affaldstangen i egen hånd.

Vil du affaldet til livs, må du selv gøre en indsats.

Sådan synes en gruppe borgere i Høje Taastrup at tænke. En gang om måneden mødes de og samler skrald og affald sammen.

- Vi prøver at modgå den tendens, at folk smider affald alle vegne. Erfaringen viser, at hvis der ligger skidt, så kommer der mere. Hvis der er rent, så overvejer man svineriet en ekstra gang, siger Knud Anker Iversen, der er daglig leder i foreningen Miljø- & EnergiCenteret i Høje Taastrup.

Foreningen er på affaldsjagt i både Høje Taastrup og i Fløng ved Roskilde.

- Det har allerede hjulpet efter vi er gået i gang, Flemming Fugl Andersen, der står for aktionerne i Fløng.

Det er ikke kun i Høje Taastrup, at folk kæmper med skrald på offentlige pladser, i parker og alle mulige andre steder.

Her på TV2 Lorry har vi blandt andet fortalt om problemer med skrald i Kongens Have i København, svineri på Islands Brygge og senest efterladenskaber på legepladser og SFO’er.

Foreningen i Høje Taastrup kan ikke love, at deres aktioner virker alle steder.

- Men man er nødt til at prøve, siger Flemming Fugl Andersen, hvilket suppleres af Knud Anker Iversen:

- Hovedpointen er at gøre opmærksom på, at her er et problem man lige skal tænke over, supplerer Knud Anker Iversen.