Foto: Lorry

Forenede Service betaler 363.000 kroner efter fyringer

Rengøringskoncernen Forenede Service har betalt 363.000 kroner til syv tidligere medarbejdere, der blev fyret i 2013, skriver Fagbladet 3F.

De rumænske rengøringsfolk har typisk arbejdet på offentlige skoler og i børnehaver i Nordsjælland. Men flere af de ansatte har fået for lidt i løn og tillæg for arbejdet.

Forenede Service har betalt pengene til rengøringsfolkene efter krav fra 3F Nordsjælland Øst, hvor rumænerne er eller har været medlemmer.

- Jeg er tilfreds med, at vi har indgået forlig med Forenede Service, og at vi har fået afsluttet sagerne, siger Ellen Bielefeldt, faglig konsulent 3F Nordsjælland Øst.

Fagbladet 3F har talt med de rumænske rengøringsarbejdere, der mener, at de har fået for lidt i løn, og at der har været problemer med deres kontraktforhold. Derudover føler rumænerne, at de er blevet udsat for diskrimination.

- Det var kun rumænere, der blev fyret, mens tyrkere fik lov at arbejde videre på skolerne. Vi har passet vores arbejde. Vi er blevet fyret uden grund, siger Nicolae Boldi, der er talsmand for rumænerne.

Hos Forenede Service forklarer koncerndirektør Carsten Clement, at de pågældende rumænere blev opsagt i forbindelse med omlægninger i virksomhedens organisation.

"Vi var glade for medarbejdernes arbejdsindsats, og at der er tale om rumænere er en tilfældighed, der kobler sig til, at vi i det pågældende geografiske område traditionelt har haft mange rumænere ansat," skriver Carsten Clement i en mail til Fagbladet 3F.

"På linje med 3F Nordsjælland Øst er vi tilfredse med de forlig, der er indgået, og at sagerne er afsluttede," skriver Carsten Clement, og understreger, at koncernen ikke skeler "særskilt til nationalitet, hverken når vi ansætter eller opsiger medarbejdere."