02:57

Indslag om massivt svineri i de københavnske gader har virkelig sat sindene i kog hos seerne. Foto: TV2/ Lorry - arkivfoto

1 af 2

Forarget seer: Noget forbandet svineri

Millioner af små cigaretskodder forurener og skæmmer de københavnske gader. Problemet med rygernes efterladenskaber er stort og stigende. TV 2 Lorry har sat fokus på svineriet, og det har fået seerne til tasterne.

De er grimme. De er ulækre. De koster kommunekassen dyrt. Og så ligger de overalt.

Rygernes små, orange cigaretskodder er et stort og dyrt problem i København.

Som vi fortalte i går aftes, kaster rigtig mange rygere deres nikotintunge affald lige hvor det passer dem.

Oprydningsarbejdet forventer de, at andre tager sig af.

Tilbage står blandt andet Københavns Kommune og DSB med de uhumske efterladenskaber og en dyr regning.

Og det har for alvor fået vores seere op af sofaen og hen til tasterne.

Reaktionerne er mange, blandt andet skriver Susan Hartvich kort og præcist:

- Noget forbandet svineri..

Jonas Poulsen har et forslag, som måske kan åbne øjnene for de mange rygere:

- Man burde stoppe med rengøringen i byen en uge om året. Lade folk se hvad der sker og lade dem mærke hvad der foregår.

Og hans forslag bliver bakket op af Christian Højbjerre Andersen:

- Simpelt: skrald og skodder, folk skal lære at rydde op efter sig selv og ikke være nogle svin! Der er en generel holdning at, hvis det er kommunalt, så er det ok at svine.... Der kommer jo en om lidt og rydder op efter mig.

Andre seere har mere konkrete løsninger klar.

Helen Husted Nielsen foreslår flere offentlige askbægre.

- Giv de arme rygere askebægre/ kummer til deres skodder! Og lav en kampagne for renere by/ byer, for det er jo ikke kun i København problemet er! Jeg skæmmes over det svineri, der er alle vegne!

Ifølge Christina Bagge kan lommeaskbæger være vejen frem til rene gader.

- Lomme-askebæger.... har altid et i lommen, et i tasken, et i bilen (ryger altså ikke i bilen!) og 4-5 stykker på lager derhjemme. Kan købes flere steder .

Erik Lasse Olesen går andeledes og mere kontroversielt til værks:

- Problemet er løst i et snuptag ved at afskaffe rygeforbuddet....!

Lisbeth Steen Larsen har vendt problematikken om og ser tingene fra den lyse side:

- Det skaber vel arbejdspladser!!