Forældre uddeler stryg til besparelser

Personaletimer for 17,7 millioner kroner i daginstitutioner og SFO'er vil Roskilde Kommune spare næste år. I alt står skole- og børneområdet til nedskæringer på 35-40 millioner kroner.

Skole- og Børneudvalget vil spare personaletimerne ved tre ugers sommerlukning eller generel nednormering. Det har fået forældrebestyrelser og medarbejdere til at tale med store bogstaver i de høring, der løber frem til mandag. Det skriver DAGBLADET Roskilde.
»Ved at give os valget mellem at nedsætte normeringen eller en udvidelse af kommunens årlige lukkedage til 25 stiller I os reelt over for valget mellem dårligere pasning af vores børn eller mindre fleksibilitet i forhold til vores arbejde - og ingen af mulighederne kan accepteres,« skriver områdebestyrelsen Trekroner i sit høringssvar, som finder genklang blandt de øvrige svar, som er kommet ind.
Formand for Skole- og Børneudvalget Henrik Stougaard (SF) vil ikke kommentere på de konkrete høringssvar, før fristen udløber mandag. Hans overordnede kommentar til det foreløbige billede er, at politikerne må træffe beslutningen, hvis ikke forældrebestyrelserne ser sig i stand til at prioritere.
- Vi bryder os da heller ikke om det valg. Det er bare nødvendigt, når der er en bundlinje, og skatteforhøjelser ikke er en mulighed, siger Henrik Stougaard og tilføjer, at han og udvalget samtidig vil være lydhøre over for alternative løsningsforslag.