Foto: Privat

Forældre til handicappede Silke: Vi bliver set som nasserøve

Mette Rasmussen og Franz Andersen kæmper for at de med deres handicappede datter får den støtte, som de er berettiget til.

Det kan være meget opslidende at passe et handicappet barn, men det kan være endnu hårdere, hvis man skal kæmpe med det system, der burde hjælpe én.

Det allerværste var, at vi konstant blev mødt med mistro

Mette Rasmussen, mor til handicappet

Det er oplevelsen, som forældrene Mette Rasmussen og Franz Andersen står tilbage med, skriver Politiken tirsdag.

Deres 7-årige datter Silke sidder i kørestol, bruger ble og kan ikke tale eller holde sit hoved, fordi hun blev ramt af sygdommen meningitis som spæd. 

Læs også Spastiker i livsfare: Plejefirma aflyser vagter igen og igen

Franz Andersen har søgt om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, fordi han må passe Silke hjemme, og familien har også søgt om økonomisk hjælp til de merudgifter, der er forbundet med at have et svært handicappet barn. 

Problemet er bare, at Borgercenter Handicap i Københavns Kommune igen og igen har svigtet familien i en sådan grad, at Mette Rasmussen i lang tid har troet på, at Silkes CPR-nummer må være ramt af en forbandelse. 

- Det allerværste var, at vi konstant blev mødt med mistro og nedladende kommentarer, når vi søgte råd og vejledning. Som var vi nasserøve, der uden grund forsøgte at snyde systemet for penge, siger hun til Politiken. 

Klagestorm mod Borgercenter Handicap

Onsdag vil Sundhedsudvalget på Københavns Rådhus drøfte en ny rapport fra Københavns Ombudsmand, som har set på 41 klagesager fra det seneste år. 

I alt har centret modtaget 800 klager sidste år - 126 af dem over sagsbehandling eller lignende. 

Kilde: Politiken

Fire gange i løbet af det seneste år har familien oplevet uforklarlige stop på udbetalingen af ydelser.

Tilskuddet for tabt arbejdsfortjeneste, som Franz Andersen modtager, er ikke blevet revurderet siden 2014 på grund af en klagesag, der er blevet udskudt.

Og familiens reparation af deres handicapbil er blevet udskudt et halvt år, fordi dokumentationen, som familien har afleveret til kommunen, er blevet væk. 

Kommunen har ifølge Politiken beregnet, at familien i fejlagtigt ikke har fået udbetalt 16.000 kroner i merudgifter, 12.500 kroner til handicapbilen og 16.000 kroner i tabt arbejdsfortjeneste. 

Socialborgmester Jesper Christensen (Soc. Dem.) bebuder, at borgercentret, hvis Socialudvalget beslutter det onsdag, skal igennem et eftersyn. Han påpeger, at man blandt andet er økonimisk ramt på området i hele landet, hvor man skal hjælpe flere for samme penge.