Foto: TV2/Lorry

Forældre snobber uddannelse

De fleste forældre ser tilsyneladende hellere deres barn arbejde bag et skrivebord end med en murerske i hånden, når de bliver voksne.

I hvert fald peger en spørgeskemaundersøgelse på, at tiltroen til erhvervsuddannelserne kan ligge på et meget lille sted, når man spørger forældrene.

Kun fire procent har rådet børnene til at tage en erhvervsuddannelse, mens hele 45 procent har rådet deres børn til at tage en gymnasial ungdomsuddannelse. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Det er min oplevelse, at historien blandt forældrene er, at hvis bare børnene kommer i gymnasiet, så er det som om, deres fremtid er sikret, siger Lars Kunov, der er direktør i interesseorganisationen Danske Erhvervsskoler.

Undersøgelsen er lavet blandt 200 forældre til uddannelsessøgende unge. Det er en del af en større rapport om uddannelsessøgning, som Region Hovedstaden har fået lavet. Nordsjælland og resten af hovedstadsregionen udmærker sig ved at have den laveste søgning til erhvervsuddannelserne i forhold til andre regioner.

Kun 13 procent søgte i år ind på en erhvervsskole efter folkeskolen, og selv om noget bliver indhentet af, at flere senere vælger en erhvervsuddannelse, så er udviklingen et resultat af mange år med et forfejlet fokus, mener Danske Erhvervsskoler.

Tanken om videnssamfundet har fået lov til at vinde over håndens arbejde her i landet, mener Lars Kunov.

Han erkender, at erhvervsskolerne heller ikke har været gode nok til at få gjort uddannelserne attraktive for de dygtige elever, men det tager tid at få gjort opmærksom på behovet, og derfor ser han frem til den kommende erhvervsskolereform.

Det samme gør Marianne Stendell (S), der er formand for Regions Hovedstaden uddannelses- og forskningsudvalg.

- Det er skræmmende at så få får en erhvervsuddannelse. Vi får brug for flere faglærte, blandt andet til de sygehusbyggerier som stat og region i øjeblikket afsætter millioner til, siger Marianne Stendell til Frederiksborg Amts Avis.