Forældre sætter skub i madordning

Hvad skal børnene spise til frokost, når regeringens omstridte madordning træder i kraft? Det er det store spørgsmål blandt mange forældre til børn i institutioner. Flere forældrebestyrelser i Gribskov Kommunes daginstitutioner i Nordsjælland tager nu sagen i egen hånd og venter ikke på, at kommunen finder et svar, skriver Frederiksborg Amts Avis, torsdag.

De sætter selv ordninger i gang, så de er klar inden 2011. Allerede nu har tre børnehaver i kommunen sørget for, at de kan lave maden på stedet, mens andre stadig arbejder på at finde en løsning.
I Sandslottet i Tisvilde er der ansat en kok, som har lavet mad i børnehaven siden august sidste år. Og ifølge formanden for forældrebestyrelsen Gitte Nikolajsen er det ikke for at slippe for at lave madpakker, men for at inddrage børnene i madlavningen.
- Min søn Emil på tre år har lært at skrælle kartofler. Og alle aktiviteterne og stemningen omkring spisetid har styrket børnenes fællesskab i hele institutionen, siger Gitte Nikolajsen.