Foto: TV 2 Lorry

Fondspenge kan være endt i Penkowas lomme

KU har svært ved at finde Penkowa-bevillinger for millioner. De kan være endt på hjerneforskerens egne konti.

En række af de forskningsbevillinger, som den skandaleramte hjerneforsker Milena Penkowa har modtaget i årenes løb, kan være overført direkte til hendes private konti.
I hvert fald står det klart for Københavns Universitet (KU), at ikke alle bevillingerne er endt hos universitetet. På den baggrund frygter KU, at Penkowa har brugt millionerne, som var bevilget til forskning, til noget ganske andet.
Det skriver Weekendavisen.
- Så er det jo ved at udvikle sig til et mareridt, siger Milena Penkowas institutleder, professor Albert Gjedde til avisen.
Ifølge Weekendavisens oplysninger har Rigsrevisionen, som i øjeblikket gennemgår de interne økonomiske aspekter af Penkowa-sagen, fået oplysninger om, at hjerneforskeren fra slutningen af 1990'erne og indtil midten af 2000'erne har fået mere end 100 tilsagn om bevillinger fra private fonde til sin forskning.
De fleste er på 100.000 kroner eller mindre, men der er også et par store bevillinger derimellem, og alt i alt løber tilskuddene op i omkring 10 millioner kroner.
Københavns Universitet står nu med det problem, at ikke alle pengene kan spores på universitetets konti. Derfor har KU mistanke om, at de kan være brugt til andet end det, de er blevet bevilget til.
I værste fald kan pengene være overført til Penkowas private konti og brugt privat, skriver Weekendavisen.