Fondsmillioner sætter skak på skoleskemaet

Herlev, Hillerød og Hvidovre er blandt de ti kommuner, der med penge fra A. P. Møllers Folkeskoledonation fremover vil tilbyde skak i folkeskolen.

Folkeskolelærere og pædagoger i 10 udvalgte kommuner får de næste tre år mulighed for at uddanne sig i at bruge skak som læringsværktøj.

I cirka hver femte folkeskole indgår skak allerede i undervisningen, men med oprettelsen af en ny uddannelse, "Kompetenceudvikling af skoleskaklærere", håber programleder Mikkel Nørgaard i Dansk Skoleskak at sluse endnu mere lærdom fra det ternede brætspil ind i undervisningen.

- Vi ved, at skak i skolen giver ro på stolen, og samtidig bliver eleverne bedre til matematik. At vi nu med en ny uddannelse kan efteruddanne lærere og pædagoger til systematisk at anvende skoleskak, er fantastisk både for underviserne og eleverne, der lærer mere på en sjov måde, siger han.

Den ny uddannelse støttes med 3,7 millioner kroner fra A. P. Møllers Folkeskoledonation og udbydes i kommunerne Aalborg, Haderslev, Herlev, Hillerød, Horsens, Hvidovre, Randers, Silkeborg, Skanderborg og Vejle.