Fond går til angreb på KU-rektor i Penkowa-sagen

Københavns Universitet og hjerneforskeren Milena Penkowa havde ikke fået en bevilling på 5,6 millioner kroner fra en privat fond, hvis Ralf Hemmingsen som dekan havde fortalt sandheden om Penkowas første disputats. Det skriver Politiken.

Advokat Erhardt Gram, der er formand for IMK Almene Fond, mener, at den nuværende rektor vildledte fonden, da han i 2005 blåstemplede Milena Penkowa over for fonden og dermed banede vejen for millionbevillingen.

»Ralf Hemmingsen må have vidst, at hans anbefaling af Milena Penkowas arbejde og retskaffenhed blev lagt til grund for en betydelig forskningsbevilling. Efter min vurdering burde Ralf Hemmingsen derfor have været mere åben og ikke vildledt mig«, skriver Erhardt Gram i et indlæg på Politikens debatsider i dag.

Dermed bliver der på ny sået tvivl om Ralf Hemmingsens dispositioner i Penkowa-sagen.

Fonden fattede i foråret 2005 mistanke til Milena Penkowa, da den var på vej til at give millionbevillingen. Penkowa havde i sin ansøgning skrevet, at hun havde indleveret to doktordisputatser, men fondsbestyrelsen tvivlede på, om hun overhovedet havde en doktorgrad.

Milena Penkowa fik derfor Ralf Hemmingsen, der dengang var dekan, til at ringe til fondens formand, og Ralf Hemmingsen forsikrede ifølge et notat, som formanden skrev, at alt var i orden. Det var universitetet, der havde fejlbehandlet Penkowas første disputats, som aldrig var blevet bedømt, og der var intet i Milena Penkowas arbejde, som var årsag til, at disputatsen ikke var blevet antaget, forsikrede Ralf Hemmingsen.

Sandheden var, at Penkowas første disputats var blevet afvist, og at Ralf Hemmingsen selv havde givet hende en irettesættelse for ikke at kunne dokumentere sine rotteforsøg.

»Havde bestyrelsen for IMK Almene Fond på det tidspunkt haft den samme viden som Ralf Hemmingsen, tvivler jeg på, at bestyrelsen havde valgt at støtte Milena Penkowa«, skriver Erhardt Gram i sit indlæg i dag. Rektor Ralf Hemmingsen har forklaret, at han ikke husker samtalen på samme måde som advokaten, men han ønsker ikke at føre dialog med IMK-fonden i medierne, oplyser universitetet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik