Fond betaler for smukt sanse-paradis til Solrøds ældre

Danmarks måske største sansehave i Solrød skal give de ældre mere - og smukkere - livsindhold

Man kan få en hel del for 11,5 millioner kroner. For eksempel en 8.000 kvadrateter stor og helt enestående have, som i fremtiden skal glæde de ældre i Solrød Kommune. Haven skal anlægges i tilknytning til plejecentret Christians Have, og det kan lade sig gøre, fordi Annie og Otto Johs. Detlefs Fonde skyder 11,5 millioner kroner i projektet.

Og for et beløb i den størrelse kan man få en have, der er en hel del ud over det sædvanlige: "Yndefulde magnolietræer, duftende krydderurter, kyssebænk med udsigt og en træningshave i en frugtlund", skriver Solrød Kommune i en pressemeddelelse om projektet.

Hele haven kommer til at rumme ni forskellige sanse- og aktivitetshaver, og der anlægges også en såkaldt "solplads", hvor demente kan færdes frit - uden at de forvilder sig væk fra området. Samtidig skal der anlægges et orangeri, som giver beboerne mulighed for at komme udenfor og stadig få lys og varme en større del af året.

Landskabsarkitekt Helle Nebelong står for projektet i samarbejde med blandt andre beboere og pårørende.

-Mig bekendt findes der ikke en lignende have af samme kvalitet og størrelse andet sted i Danmark. Det er et ganske unikt projekt, der sætter en helt ny standard for udearealer omkring et plejecenter,” siger hun.

Fondstilskuddet på 11,5 millioner kroner betyder, at Solrød Kommune har forpligtet sig til at passe haveanlægget i minimum 20 år - men kommunen oplyser, at den også vil invitere frivillige kræfter til at deltage i projektet.

Haven bliver indviet om knap  et år - nemlig den 7. maj 2019 - når alle duftende planter - blomster og træer er sprunget ud.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik