Foto: Scanpix

Folkevalgte diskuterer Fælledfredning: "Amager var lort"

I den sidste af TV 2 Lorrys tre valgdebatter er politikere fra Københavns Storkreds sat i stævne for blandt andet at diskutere Amager Fælled.

Spørgsmålet om Amager Fælled fylder meget i den lokalpolitiske agenda hos Københavns Kommune.

Det gør sig også gældende tirsdag eftermiddag, hvor TV 2 Lorry har samlet folketingspolitikere fra Københavns Storkreds til en debat efter åbningen af Folketinget.

Det kan virke som om, at den her kamp om Amager Fælled er en kamp mellem kokken Nikolaj Kirk og overborgmester Frank Jensen. Men hvor står I egentlig i spørgsmålet om fælleden?

- Der er slet ingen tvivl. Alternativet har hele tiden - sammen med Radikale, SF og Enhedslisten i Borgerrepræsentationen gået foran for at sige, at det byggeri ikke skal bygges på Amager Fælled, siger Carolina Magdalena Maier fra Alternativet og tilføjer:

- Jeg ved godt, at der er nogle penge, der skal findes, og der er en metro, der skal finansieres. Men det må man gå sammen om at finde nogle alternativer, så der bliver mulighed for at finde nogle alternative steder til det byggeri. 

Læs også Københavns Omegns Storkreds: Her er årets løfter til vælgerne

- Vi har en fælled, som er helt unik, og vi har så lidt natur i København - og så lidt vild natur. Så vi skal bevare det, vi har. Det må være alfa og omega. Derfra må vi finde de løsninger, der skal til.

Finn Sørensen fra Enhedslisten glæder sig over, at der nu bliver mulighed for at se på sagen om den sidste del af Ørestad Fælled Kvarter. 

- Jeg har med bekymring set, at den ene grønne plet efter den anden er forsvundet, og det skal vi lige tænke på, når vi bygger. Og hvor vi bygger.

Vi har en fælled, som er helt unik, og vi har så lidt natur i København - og så lidt vild natur. Så vi skal bevare det.

Finn Sørensen, Enhedslisten

- For selvfølgelig skal vi bygge i København. Vi vokser med 10.000 borgere om året, og det er en seriøs udfordring. Jeg håber, at vi i fællesskab kan finde frem til en god løsning i fremtiden, siger han.

Udsigten til at byggeprojektet på Amager Fælled er skudt til hjørne, glæder til gengæld ikke socialdemokraten Peter Hummelgaard. Han mener ærger sig i stedet over, at det ikke er muligt at holde fast i den oprindelige plan.

- Jeg er ikke bange for at sige TV 2 Lorrys brugere og seere imod. Jeg er ærgerlig over det, siger Peter Hummelgaard og tilføjer:

- Jeg er vokset op på Amager, og det Amager jeg voksede op på, var ikke et fantastisk sted. Det er der ingen grund til at være nostalgisk over.

Læs også Alternativet om gratis offentlig transport: Det vil vi undersøge

Socialdemokraten mener, at størstedelen af den udvikling, som Amager har gennemgået skyldes anlæggelsen af metroen. Og netop metroen er essentiel på flere punkter for Amager og Amager Fælled; finansieringen er til dels fundet gennem salg af dele af fælleden.

- Metroen blev finansieret blandt andet ved, at Strandengen og flere andre områder blev udlagt til boligbebyggelse. Så jeg er ærgerlig over den historieløshed, som har præget debatten. 

Samtidig mener han, at løsningen på Amager Fælled er en grøn løsning, da anlægningen af metrostationen Sundby er lagt netop der med det boligbebyggelsen på Amager Fælled for øje.

- Dermed tog man også højde for, at de 2500 borgere, der skulle bo der, helst ikke skulle tage deres bil med til byen, fordi vi ikke ønsker flere biler i byen. De skulle i stedet bruge den metrostation, siger Peter Hummelgaard. 

Læs også Politikere i Nordsjælland enige: Vi skal have de motorveje nu

Venstrepolitikeren Jan E. Jørgensen er i store træk enig med Peter Hummelgaards argumenter. Han mener, at det er nødvendigt at huske på vigtigheden af, at de penge, som er brugt til metrobyggeriet, kommer planmæssigt igen.

- Det lyder næsten som om, at det er hele Amager Fælled, som skal bebygges. Det er altså kun seks procent. Jeg synes, den her sag har haft et skidt forløb, siger han og tilføjer:

- Det må man jo sige, at Frank Jensen ikke har formået at få lukket. Det er hammer ærgerligt, men lad os håbe, at der kommer en god løsning.

Ida Auken fra Radikale er imidlertid uenig med Venstre, og glæder sig over den beslutning, som blev taget.

Jeg er vokset op på Amager, og det Amager jeg voksede op på, var ikke et fantastisk sted. Det er der ingen grund til at være nostalgisk over. Det var lort. 

Peter Hummelgaard, Socialdemokratiet

- Jeg synes, det er klogt at lytte på borgerne og at lytte på det nye syn på natur. Der er ingen andre steder i europæiske storbyer, hvor man har 5000 år gammel natur. Så det vi fra Radikale har sagt er, at pengene naturligvis skal betales, siger hun og fortsætter:

- Den ene mulighed er, at forlænge tilbagebetalingstiden. Det har Venstre lige gjort med Storebæltsbroen, så vi ved, at det kan lade sig gøre. Det er Radikale på Christiansborg villige til at kigge på.

- Noget andet er, at man kan se på fredningerne og placere det et sted, hvor der ikke ligger ligeså værdifuld natur.

Yldiz Akdogan, som er partifælle med Peter Hummelgaard i Socialdemokratiet, indtager en pragmatisk tilgang til spørgsmålet og mener, at det vigtigste må være at se fremad og sørge for, at de kommende boliger bliver billige.

- En af Københavns største udfordringer er, at vi har mange parrallelsamfund. Hvis vi skal bryde med det, så skal borgerne også have mulighed for at flytte til andre billige steder. Og det er det, jeg synes, der er vigtigt og centralt. Så i stedet for at vi fra centralt hold punker Københavns Borgerrepræsentation om, hvad der er rigtigt og forkert, skal vi give dem ro til at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert, siger hun. 

00:50

Se her hvad politikerne lover vælgerne i den nye valgår. 

Luk video