Folketingspolitiker truet ud af Christiania

Venstremanden Jakob Engel-Schmidt måtte hastigt forlade Fristaden, da han blev truet af to aggressive mænd.

- Vi synes, du skal gå nu. Det er ikke sikkert, det bliver så rart for dig, hvis du bliver.

I følge folketingsmedlem og Venstremand Jakob Engel-Schmidt, var det nogenlunde sådan, ordene lød, da han fredag middag blev opsøgt af to aggressive mænd på Christiania.

Jakob Engel-Schmidt var taget ud til Fristaden for at vise sin opbakning til christianitternes beslutning om at rive Pusherstreet ned.

- Jeg havde en rigtig god oplevelse og fik talt med en masse  christianitter. De er ikke enige i Venstres politik. De synes, vi skal legalisere hash. Men de var rare og søde at tale med, siger Jakob Engel-Schmidt til TV 2 Lorry. 

Jakob Engel-Schmidt skønner, at han havde været på Christiania i omkring 40 minutter, da to mænd i 30-års alderen pludselig opsøgte ham.

Han beskriver dem som relativt kraftige, tatoverede, piercede - og ikke mindst aggressive i både kropsholdning og måden, de talte på.

Jakob Engel-Schmidt fik besked på at gå. 

- Min forståelse var, at det ikke ville være sundt for min generelle helbredstilstand, hvis jeg blev der, siger han.

- De repræsenterede på ingen måde den generelle attitude, jeg mødte derude. Men de opførte sig som om, de ikke var i tvivl om, at det var dem, der bestemte. Så jeg valgte at forlade stedet. 

Jakob Engel-Schmidt har ikke meldt sagen til politiet. Og han har heller ikke tænkt sig at gøre det.

- Politiet har nok at tage sig af i øjeblikket, siger han.

Jakob Engel-Schmidt har dog ikke tænkt sig at lade sig skræmme væk:

- Men det kan godt være, jeg tager en kollega eller to med næste gang. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik