Foto: TV 2 Lorry

Folketinget sagde stop, men SKAT fortsatte

De omdiskuterede byhuse på Margretheholm i København blev d. 1. oktober 2013 stadig ejendomsvurderet af SKAT, på trods af at Folketinget havde besluttet at aflyse den almindelige vurdering.

Folketingets ejendomsvurderingstop blev vedtaget efter hård kritik fra Rigsrevisionen, skriver Politiken.

Kritikken gik på, at Skat ramte forkert med tre ud af fire ejendomsvurderingen, hvorfor Folketinget endte med at sige stop.

Men alligevel forhøjede Skat med nye vurderinger grundværdien med omkring 180 procent for de pågældende byhuse i København, hvilket tredoblede grundskyldsregningen for nogle.

- Jeg kan ikke umiddelbart se, at Skat havde hjemmel til det. Det må være en fejl, siger Thomas Booker, der er skatteadvokat i advokatfirmaet Lett, til Politiken. Han forsker samtidig i ejendomsbeskatning på Aarhus Universitet.

Christian Gommesen, der er chefjurist hos rådgivningsfirmaet Rafn & Søn, udtrykker det mere direkte efter at have set på nogle af ejendomsvurderingerne.

- Det er bundhamrende ulovligt, siger han til Politiken.

Skat har skriftligt oplyst over for Politiken, at der er "ejendomme i det omtalte område, hvor der ved en fejl er foretaget en ændring af grundværdien".

Sanne Kjær, der er underdirektør med ansvar for ejendomsvurderingerne, siger til Politiken, at hun ikke kan udtale sig om de konkrete ejendomme.

- Nu gennemgår vi de her ejendomme igen, og så er forventningen, at der i nogle tilfælde er foretaget en vurdering i 2013, fordi der skulle foretages en, og så er der som tidligere nævnt også nogle fejl, og de vil så blive rettet, siger hun til Politiken.

Den konservative gruppeformand, Brian Mikkelsen, siger, at sagen viser, at det sejler i Skat. Han opfordrer ifølge Politiken skatteminister Benny Engelbrecht (S) til at gribe ind og rydde op en gang for alle.