02:11

Nyhedsindslag, 5. december Video: TV 2 Lorry

Anne kvæstet i uheld: Nysgerrige fotograferede hende

Masser af bilister vælger at fotografere trafikuheld i vejkanten, men det er en dårlig idé, lyder det fra offer og politi.

De såkaldte kiggekøer har i årevis været et problem på vejene, og fænomenet er kun blevet endnu værre, efter at flere og flere bilister er begyndt også at tage mobilen frem for at tage billeder af de tilskadekommende. 

Og det har ikke kun konsekvenser for trafiksikkerheden - men også for ofrene. 

Sådan lyder opsangen fra  Anne Giehm, der har prøvet at være i linsernes søgelys midt i sit livs værste mareridt. 

- Det er en følelse af total afmagt, og jeg forstod det ikke. Jeg tænkte, hvad er det, som de gerne vil se, siger hun til TV 2 Lorry. 

Læs også Verdens største el-færger er forsinkede: Problemer med at lade

Oplevelsen følger hende gennem livet

Anne Giehm oplevede, at forbipasserende bilister nærmest "hang med hovedet ud af vinduerne" for at tage billeder og få det hele med, da hun blev involveret i et voldsomt trafikuheld tilbage i 2001. Her kørte en motorcyklist op i en overhalende bil og omkom på stedet, mens Anne Giehm selv kurerede adskillelige meter sidelæns på Hillerødmotorvejen i sin lille Fiat.

I dag har hun stadig smerter i ryggen, og de nysgerrige blikke gør ligeledes stadig ondt. Derfor håber hun, at hendes historie kan få flere til at vise respekt, når de passerer en ulykke.

-  Hver dag ser man jo biler på motorvejen med røde bånd omkring, fordi de er kørt galt. Og bag hvert bånd og bil er der jo en historie, der måske er værre eller ligesom min, siger hun dybt berørt til TV 2 Lorry. 

Politiet: Det er hver eneste gang

Anne Giehm får stor opbakning hos Københavns Vestegns Politi. 

Her så man sig nødsaget til så sent som i søndags at tweete en påmindelse til trafikanter om, at man bør holde opmærksomheden på kørslen, da en lastbil væltede på Motorring 3.

Flere bilister brugte nemlig tid på at filme ulykken Cfor at holde øjnene på vejen. 

- Stort set hver eneste gang, vi har de her uheld, så ser vi, at folk begynder at fotografere, fortæller vicepolitiinspektør Kim Erik Hansen til TV 2 Lorry. 

Han understreger, at det er meget farligt.

- På motorvejen kommer folk med høj fart, og de følgeulykker, der kommer, er ret alvorlige, siger han. 

Læs også Uheld på uheld: Politiet har ekstra travlt i myldretiden

Strafbart at dele videoer

En enkelt søgning på YouTube bekræfter politimandens udsagn. Her er nemlig masser af videoer fra trafikuheld, der er delt af bilister, som sidder bag rattet. 

Og mens det ikke i sig selv er strafbart at filme på offentlig vej, så kan det faktisk give både bøde eller fængselsstraf at dele krænkende billeder og videoer fra et uheld:

- Hvis man begynder at distribuere noget på Facebook eller andre sociale medier, så er det en overtrædelse af straffeloven, siger vicepolitiinspektør Kim Erik Hansen til TV 2 Lorry. 

- Kør bil, når du kører bil. Hold fokus på vej, og smut forbi så hurtigt, som det er tilladeligt, slutter han.