Arkiv foto Foto: TV2/Lorry

Folk snydes til at melde sig ud af Folkekirken

Det er gratis at melde sig ud af Folkekirken. Alligevel slår en hjemmeside, www.ingenkirkeskat.dk sig op på at tage sig betalt for at hjælpe os ud af »foreningen.«, skriver Helsingør Dagblad.

Arkiv foto Foto: Lorry

- Det er simpelt hen det rene plat og det irriterer mig, at de kan få lov til at drive den hjemmeside og slå sig op på at tage penge for at hjælpe folk med noget, som faktisk er ganske gratis og som vi her på kirkekontoret også gerne hjælper med - gratis, siger kordegn Sanna Askirk, Sthens Kirke i Helsingør.

På den omtalte hjemmeside koster det 99 kroner at få lov til at melde sig ud af Folkekirken. Med løfter om for eksempel ved en årlig indtægt på 340.000 kroner at spare 155.000 kroner i løbet af sit liv ved at melde sig ud. Hjemmesidens oplysninger er hentet fra Familieadvokaterne.

- Det er da frækt, specielt nu, hvor mange prøver at spare penge. Jeg havde netop forleden en, der ville melde sig ud, fordi vedkommende skulle spare penge. Borgeren havde set denne hjemmeside, men nåede heldigvis at ringe hertil først og dermed blev de 99 kroner sparet, siger Sthens Kirkes Kordegn.

Hun tilføjer, at hun ikke har flere udmeldelser end normalt som følge af krisen.
- Det går nogenlunde lige op med de indmeldelser, vi også får.
Ingenkirkeskat.dk oplyser om sig selv, at det er en enmandsvirksomhed, der har som sit eneste mål at hjælpe danskere ud af folkekirken. Telefonnummeret er 21242424.

Det nummer har Helsingør Dagblads redaktion ringet på de sidste to dage, uden at få svar på, hvorfor man tager 99 kroner for en ellers gratis tjenesteydelse.