Mjølnerparken er en af de fire såkaldt hårde ghettoer i Lorryland, som personer på kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse ikke længere må flytte til. Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Folk på kontanthjælp får forbud mod at flytte i 4 belastede ghettoer

I samarbejde med tv2.dk

Politikerne håber, at det nye forbud vil sikre en mere blandet beboersammensætning i de belastede boligområder.

Hvis du er på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse, må du fremover ikke flytte ind i et af de 16 mest belastede boligområder i Danmark. Fire af dem ligger i TV 2 Lorrys sendeområde.

De hårde ghettoområder, som bliver ramt af reglerne, er de områder, der har stået på ghettolisten de seneste fire år.

De fire områder i TV 2 Lorrys sendeområde er:

  • Mjølnerparken, Københavns Kommune
  • Tingbjerg/Utterslevhuse, København.
  • Taastrupgaard, Høje Taastrup.
  • Gadehavegård, Høje Taastrup.

De nye regler er resultatet af en ny delaftale på beskæftigelsesområdet i indsatsen mod parallelsamfund. Bag aftalen står regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF. 

Læs også Seks ud af otte nye ghettoområder ligger i hovedstadsområdet

- Det er et meget vidtgående forslag, men også et forslag, der er med til at tage et opgør med de parallelsamfund, der er vokset frem, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til TV 2.

Ønsker mere blandet beboersammensætning

De fire boligområder har alle stået på den såkaldte ghettoliste de seneste fire år og betegnes som ”hårde ghettoområder”. Ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet flyttede der sidste år 842 beboer ind i de områder, som enten var på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse.

Formålet med aftalen er at få en mere blandet beboersammensætning med mindre arbejdsløshed, og det er ifølge beskæftigelsesministeren nødvendigt.

Han mener, at der igennem årtier har været en fejlslagen integrations- og beskæftigelsespolitik.

- I både København og for den sags skyld også i andre dele af Danmark, er der alt for mange på passiv forsørgelse. De er ikke en del af det danske samfund, og det er et problem, siger Troels Lund Poulsen.

Seks ud af 10 beboere i de 16 boligområder i hele landet, som bliver ramt af de nye regler, er ifølge Beskæftigelsesministeriet hverken i arbejde eller i gang med en uddannelse. 

Læs også Beboere ærger sig over comeback på ghettoliste

En kattelem

Spørgsmålet er så, hvor de personer, der ikke må flytte ind i de 16 hårdest belastede boligområder, så skal bo.

Troels Lund Poulsen er ikke bekymret.

- Der er jo rigtig mange kommuner, der stadigvæk har almene boliger til rådighed. Desværre er ghettoproblemet ikke kun koncentreret om København. Det er jo også i en lang række af landets andre kommuner, siger Troels Lund Poulsen.

Han nævner, at der også er en kattelem.

Den siger, at hvis kommunerne ikke aktuelt har almene boliger til rådighed, kan personer på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse alligevel godt få lov at flytte ind. Beskæftigelsesministeren understreger imidlertid, at sådanne undtagelser vil høre til sjældenhederne.

Dansk Folkeparti siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, at det handler om at lægge pres på de personer, der gerne vil flytte ind i et af de hårdest belastede områder.

- Først og fremmest skal de ud og have et job, og de skal have hjælp til at finde et job, hvis ikke de selv kan. Og har de et job, så er der ikke nogen, der forbyder dem at flytte ind i de her områder, siger Bent Bøgsted til TV 2.

Forbud giver ikke beskæftigelse

Hos boligorganisationernes sammenslutning BL - Danmark Almene Boliger er formand Palle Adamsen ikke sikke på, at et forbud er den rigtige vej at gå. 

Læs også Taastrupgaard: Helt urealistisk at nå politikeres ghettomål

Han siger, at boligselskaberne allerede i dag via fleksibel udlejning har mulighed for at give personer i uddannelse eller arbejde fortrinsret. Og derudover har der igennem den seneste tid været en positiv udvikling med flere ressourcestærke beboere, stigende beskæftigelse og faldende kriminalitet. Også i de ramte områder, lyder det.

- Så vi er jo på vej. Nu gør man det så politisk obligatorisk. Det tager vi selvfølgelig til efterretning, og vi vil også bekæmpe parallelsamfund. Jeg kan bare være i tvivl, om det er den rigtige medicin til den problematik, som vi står med, siger Palle Adamsen til TV 2.

- Jeg ser for mig, at der bliver kø ved de kommunale skranker, og folk kommer jo ikke direkte i beskæftigelse, fordi de bliver afvist at bo et bestemt sted, tilføjer han.

Udvidet ghettoliste og sprogprøver

Delaftalen er den tredje af slagsen i indsatsen mod parallelsamfund.

Onsdag blev regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF enige om nye initiativer på boligområdet.

Her er det blandt andet besluttet, at ghettolisten udvides fra 22 til 30 boligområder, der skal være færre almene familieboliger i 2030 og flere ressourcestærke beboere i de udsatte boligområder.

Senere samme dag indgik de samme partier minus SF en aftale på undervisningsområdet. Der bliver blandt andet indført obligatoriske sprogprøver i dansk i 0. klasse i socialt belastede boligområder, ligesom højt fravær kan koste børnechecken. 

Læs også Tidligere ghetto kæmpede sig af listen

I samarbejde med tv2.dk