Fogh har fortrudt udnævnelse af Birthe Rønn

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) erkender nu, at udnævnelsen af Birthe Rønn Hornbech (V) til minister for et år siden var en klar fejl, skriver Ekstra Bladet.

Af samme grund vil integrationsminister Birthe Rønn Hornbech
ryge helt ud af regeringen ved førstkommende regeringsrokade.Det
har Fogh oplyst over for en snæver inderkreds i Venstre-toppen.
Det oplyser en central regeringskilde over for Ekstra Bladet.
Fogh har erkendt, forlyder det, at udnævnelsen af Birthe er
hans personlige fejl. At han burde have forudset, at netop
Birthe Rønn Hornbech umuligt ville kunne transformere sig som
højtprofileret, liberal vogter af retssikkerheden til en
minister, der af mange grunde er afskåret fra at holde fanen
højt i mange sammenhænge.
Fogh bebrejder sig selv, at han har udsat Birthe - som han
stadig værdsætter højt som politiker og menneske - for den
deroute, hun lige nu gennemlever: Fra folkekær politiker, der
tiltvang sig respekt i vide kredse - også langt uden for
Venstre-landskabet - til en regulær fiasko som minister.Ekstra
Bladet skriver, at fiaskoen ikke alene er total for Birthe
personligt, for VK-regeringen og Venstre som parti, men -
erkender Fogh nu ifølge den centrale regeringskilde - også i
stigende grad en fiasko, der smitter af på ham personligt.
Fogh udnævnte Birthe til integrationsminister i håb om, at hun
netop ville kunne tilføre integrationsområdet en portion
tiltrængt humanisme og bløde op på VK-regeringens efterhånden
belastende hardliner-image på udlændingeområdet.Men alt er gået
i skuddermudder for Birthe. Først og fremmest, fordi Birthe Rønn
er ude af stand til at skille rollen som MF-Birthe fra rollen
som minister. Hun roder igen og igen kasketterne sammen.
Resultatet bliver et miskmask, som ingen rigtig har glæde af.
Nedtællingen for minister-Birthe er begyndt.