Første måling: Enhedslisten og Socialdemokratiet er lige store

Socialdemokratiet står til det værste valg i 92 år ifølge ny Gallup-måling. Heldigvis er der lidt tid til valget, svarer gruppeformand.

Enhedslistens spidskandidat Ninna Hedeager Olsen ville få selskab af flere partifæller end nogensinde før, hvis der var valg til Københavns Borgerrepræsentation i dag.

Det viser en meningsmåling, som KantarGallup har foretaget for Berlingske.

Mens Enhedslisten står til at få rekordhøje 22,0 procent af stemmerne, hvilket er en fremgang på 2,5 procent, må Socialdemokratiet indkassere en lussing fra vælgerne. Partiet, der har haft magten i København siden der blev indført frie valg, går fem procent tilbage til 22,7 procent.

Det er partiets værste valg siden 1925, hvor man første gang offentliggjorde valgresultaterne.

Skærmvenlig version af grafikken nederst i artiklen.

Alternativet stormer ind

Jokeren ved efterårets kommunalvalg, Alternativet, står i målingen til at storme ind på Københavns Rådhus med 10,2 procent af stemmerne og har dermed noget af sine drømme om en borgmesterpost i, mens Radikale Venstre går en smule tilbage til 9,5 procent.

Også hos SF er der tilbagegang. Partiet, der opstiller Sisse Marie Welling som spidskandidat i stedet for sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen, der ikke genopstiller, må nøjes med 8,3 procent af københavnernes stemmer. Det er 1,7 procent færre end ved sidste valg.

Samlet er der 50 procent af vælgerne, der stemmer på den såkaldte grønne blok – Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet. Partier, der siger nej til en havnetunnel og nej til at bebygge Amager Fælled.

Og det giver nye muligheder, varsler den afgående teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, der grundet Enhedslistens rotationsregler ikke genopstiller.

- Jeg har svært ved at forestille mig, at det vil betyde, at Frank Jensen ikke bliver overborgmester, men han vil til gengæld være nødt til at føre en grøn politik, siger Morten Kabell til Berlingske.

Venstre holder niveauet

Hos Socialdemokratiet ønsker overborgmester Frank Jensen ikke at kommentere, men hans gruppeformand, Lars Weiss, lægger ikke skjul på, at tallene ikke er opmuntrende.

- Det er da klart, at det var sjovere at gå på sommerferie med 32,7 end 22,7 procent af stemmerne. Så selvfølgelig er det nogle tal, vi tager seriøst, for de er ikke sjove, men heldigvis er der lidt tid til kommunalvalget endnu, siger han til avisen.

I den borgerlige lejr holder Venstre niveauet trods udskiftningen af Pia Allerslev som partiets politiske leder med Cecilia Lonning-Skovgaard. 11,1 procent af vælgerne ville sætte kryds ved liste V, hvis der var valg i dag – i 2013 var tallet 11,4 procent.

Også hos De Konservative er der stort set status quo, mens Dansk Folkeparti går tilbage fra 7,4 procent til 5 procent.

Det andet nye parti i dansk politik, Nye Borgerlige, får med 0,9 procent af stemmerne ikke tilstrækkelig opbakning til et mandat på Københavns Rådhus. Heller ikke Kristendemokraterne kravler over spærregrænsen denne gang. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik