Første dag med musik: Her er anmeldernes dom

"Ingen kan have gået skuffet fra Orange Scene i aften", skrev BT's anmelder efter koncerten med The Weeknd. Foto: Ida Guldbæk Arentsen - Scanpix

Samlet set er anmelderne positive efter første dag med koncerter på Roskilde Festival.

Onsdag startede koncerterne på årets Roskilde Festival, og festen blev sparket igang med masser af god musik. 

Sådan lyder ihvertfald den samlede dom fra anmelderne, der overvejende har været begejstrerede for de tre mest omtalte navne på åbningsaftenen:

Canadiske The Weeknd. Franske Justice og danske Phlake. 

Læs også Phlake åbnede Roskilde og publikum smed tøjet

The Weeknd delte anmelderne

Den canadiske verdensstjerne The Weeknd er uden tvivl et af de mest populære navne på årets Roskilde Festival. 

Han gik på scenen til nummeret Starboy, der i skrivende stund har mere end én milliard afspillinger på YouTube. Men netop det store fokus på nye, store sange ærger Gaffas anmelder, som ville høre flere af stjernes første sange:

-  De gange, The Weeknd valgte at spille sange fra de tre (første, red.) mixtapes, blev de iturevet af afbrudte samlejer eller åndssvage remixes, hvilket ikke gavnede ham, skriver man og giver tre stjerner. Det samme gør EB.dk, hvor man kritiserer den lave lyd. 

Anderledes positive var Politiken, Soundvenue og BT, der alle gav fem stjerner.

- Ingen kan have gået skuffet fra Orange Scene i aften. Det eneste, der afholder mig fra at give den sjette stjerne, er, at lyden simpelthen var for lav, skriver BT.

Phlake gjorde et hæderligt forsøg

Selv om flere små danske bands tidligere har knækket nakken på at åbne festivalen, overlevede Phlake faktisk, vurderer Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo.

- Duoens fimsede r&b hører fundamentalt hjemme på en lokalradio og ikke en festival, der skal forestille at være fremsynet. Men hitmagernes luftige popmelodier fungerede såmænd forbavsende tilforladeligt under de gigantiske forhold, skriver Treo.

Han giver tre stjerne, ligesom Jyllands-Posten og BT gør det. 

- Gruppen gjorde god figur og skabte en frisk atmosfære af debutantintensitet og uforudsigelighed.

- Men Phlake havde endnu ikke tilstrækkeligt materiale eller format til at berettige placeringen, skriver Jyllands-Postens anmelder Anders Houmøller Thomsen.

Et hæderligt forsøg, lyder vurderingen.

"Justice havde et solidt tag i den svulmende menneskemængde", skrev Soundvenue om nattens fest foran Orange Scene. Foto: Ida Guldbæk Arentsen - Scanpix

Justice forenede Roskilde

To franskmænd ved et computersystem mellem en kæmpe mur af højtalere. Det kan synes fattigt, men Justice beviste, at elektronisk musik kan være både spændende, velkomponeret og for alle. 

Duoen spillede Orange Scenes sidste koncert onsdag, og det sene tidspunkt passede perfekt til genren.

- Når man deltager til den her koncert behøver man ikke se så meget på scenen. Man har det jo bare godt og danser, siger en festivalgænger til TV 2 Lorry. 

Og danset blev der. Soundvenue kviterer for festen med fem stjerner:

- Det var en hårdtpumpet tour de force, en hovedkulds rejse ind i et hybridunivers, hvor disco, house, hård rock og funk forenes naturligt. Men det var ikke for feinschmeckere; det var for alle. Justice havde et solidt tag i den svulmende menneskemængde, der hoppede og dansede og stødte sammen i frådende ekstase, mens regnen begyndte at sile ned i lysinfernoet, skriver anmelderen. 

Gaffa giver fire stjerner og roser ligeledes Justice. Her håber man, at Roskilde Festival også til næste år tør booke elektronisk musik til den store scene. 

  Foto: Ida Guldbæk Arentsen - Scanpix