Først takkede de nej, men nu vil kommune og havn have landstrømsanlæg

Københavns Kommune, Copenhagen Malmö Port og By & Havn har indgået et samarbejde om at få et landstrømsanlæg i Nordhavn og på sigt hele regionen.

Et landstrømanlæg ved Oceankaj i Nordhavn skal være det første skridt på vejen mod bedre luftkvalitet for naboerne til Københavns Havn.

Målet er, at anlægget skal stå færdig i 2021.

Det oplyser Københavns Kommune, Copenhagen Malmö Port og By & Havn i et fælles projekt, der skal sikre, at de store krydstogtskibe i fremtiden ikke brænder diesel af, når de er lagt for kaj i Københavns Havn.

- Vi tager et afgørende skridt for at etablere landstrøm i Nordhavn og for at finde en model, så vi også får landstrøm på Langelinie. Målet er, at vi får reduceret udledningen fra krydstogtsskibene drastisk, skriver overborgmester Frank Jensen i en pressemeddelse.

Som det er nu, kører de store krydstogtsskibes strømgeneratorer på diesel, mens de lægger til kaj i Nordhavn for at sikre strøm og varmt vand ombord. Med et landsstrømsanlæg vil skibene kunne levere begge dele uden at udstøde os fra de store skorstene.

Fik tilbudt gratis anlæg, men takkede nej

De tre parter har givet hinanden håndslag på at bidrage med 1,5 millioner hver især til forundersøgelser, men faktisk kunne de have fået et anlæg kvit og frit.

I starten af 2016 blev havnen og Københavns Kommune tilbudt et landstrømsanlæg ganske gratis af den østjyske virksomhed PowerCon fra Hadsund, der gerne ville bruge havnen som udstillingsvindue for deres produkt, der ellers normalt løber op i 30 millioner kroner. 

Københavns Havn skulle kun stå for etableringen, der blev vurderet til at koste mellem 25 og 30 millioner kroner.

Copenhagen Malmö Port, der står bag havnen, samt By & Havn og Københavns Kommune valgte dengang ikke at takke ja.

Nu er parterne vendt på en tallerken, blandt andet som følge af politisk pres fra et flertal i Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus.

Københavns Kommune har foruden de 1,5 millioner kroner afsat yderligere en million kroner til at finde en model for landstrøm på Langelinie samt en million kroner til et nordisk samarbejde om at få landstrøm i havne i Østersøregionen.

Busser skal bidrage til renere luft

Tiltaget med landstrømsanlæggene er ikke det eneste tiltag, der skal give københavnerne renere luft. Havnebusserne skal også omstilles til el i løbet af de kommende år.

De tre partnere håber, at tiltagene på sigt kan gøre Østersøregionen til den mest bæredygtige krydstogtdestination i verden.

En del af kommunens bevilling til landstrøm er øremærket et samarbejde med de øvrige store havnebyer i Norden.

Landsstrømsanlæg kom på dagsordenen i august sidste år, hvor TV 2 Lorry dækkede beslutningen om ikke at tage imod PowerCons tilbud. 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik