Foto: Screendump

Først flygtede annoncørerne: Nu mister Den Korte Avis mediestøtten

Den kontroversiel Dragør-avis, Den Korte Avis mister sin mediestøtte. Årsagen er en manglende dispensation.

Den Korte Avis får ikke mediestøtte i 2017. Det skriver netmediet Altinget.

Ifølge mediet er årsagen, at avisen ikke længere kan få dispensation for antallet af ansatte.

- Vi har haft en midlertidig dispensation fra kravet til ansatte. Denne dispensation er udløbet, skriver ansvarshavende chefredaktør Ralf Pittelkow til Altinget.

Det er et krav for at få mediestøtte, at der skal være ansat tre fuldtidsmedarbejdere på et medie. Den Korte Avis har to ansatte, Ralf Pittelkow og hans hustru, Karen Jespersen. 

Læs også Annoncører flygter fra kontroversiel Dragør-avis

Den Korte Avis fik i 2015 86.000 kroner i mediestøtte og i 2016 149.000 kroner ifølge Altinget.

Mediet er ikke tilmeldt Pressenævnet og er blevet kritiseret for at være fremmedfjendsk og usandfærdigt i sit indhold. Derfor er det blevet kritiseret, at mediet har modtaget mediestøtte.

- Journalistik og mediers kvalitet bliver blandt andet målt på den etik, man har. Det kan for eksempel gælde, om man spørger den angrebne part i en artikel og ikke kommer med umotiverede angreb.

- Jeg synes, det er helt indlysende, at et medie skal have styr på etikken for at få mediestøtte, sagde formand for Journalistforbundet Lars Werge til Journalisten i starten af december.

Tidligere i december valgte en stribe selskaber at fjerne deres annoncer fra Den Korte Avis, da de var uenige i mediets indhold. 

Læs også Flere flygter fra Den Korte Avis: "Uhørt angreb på ytringsfriheden”

Det fik Den Korte Avis til at kalde annoncørernes valg for et angreb på ytringsfriheden.

- Det er et fuldstændig uhørt angreb på ytringsfriheden, vi oplever her. Fuldstændig uhørt. Det er historisk enestående, sagde Ralf Pittelkow i den forbindelse.

Den Korte Avis blev startet af Ralf Pittelkow og Karen Jespersen i 2012.

- Avisen beskæftiger sig med en bred vifte af emner - herunder politik og økonomi. Indvandring og integration. Kriminalitet. Uddannelse. Sundhed. Sociale forhold. Kultur. Udenrigspolitik, skriver Den Korte Avis på sin hjemmeside om sig selv.

 

FAKTA: Betingelser for at modtage mediestøtte

Den Korte Avis mister sin mediestøtte, fordi der kun er to redaktionelt ansatte. Læs om reglerne her.
Den Korte Avis modtager ikke mediestøtte næste år, fordi det kræves, at der er tre fuldtidsansatte. Hidtil har mediet fået dispensation.

Bliv klogere på reglerne her:

* Nyhedsmediet er et selvstændigt medie.
* Nyhedsmediet har en ansvarshavende redaktør.
* De redaktionelle medarbejdere (inklusiv den ansvarshavende redaktør) udgør minimum tre årsværk.
* Nyhedsmediet henvender sig til en bred kreds af brugere og er ikke alene rettet mod bestemte erhvervs- og faggrupper, medlemmer af arbejdsgiver-, arbejdstager- eller brancheorganisationer, politiske partier eller ansatte i offentlige institutioner med videre.
* Nyhedsmediet leveres og stilles til rådighed i hele landet på ens vilkår for brugerne og er tilgængelig for alle, eventuelt mod betaling.
* Mindst halvdelen af nyhedsmediets indhold er redaktionelt stof i form af artikler med videre inden for et bredt emneområde og med behandling af aktuelt nyhedsstof.
* Nyhedsmediets redaktionelle stof behandler primært politiske, samfundsrelaterede og kulturelle temaer.
* Mindst en sjettedel af nyhedsmediets samlede indhold er selvstændigt journalistisk bearbejdet med henblik på offentliggørelse i det pågældende nyhedsmedie.
* Nyhedsmediet udkommer med minimum ti udgaver eller versioner om året.
      Kilder: Retsinformation.