Først blev den 'mobbet' – men nu gør den grønne spand comeback

I efteråret udrullede København sit miljømæssige prestige-projekt: De grønne biospande. Modtagelsen var blandet - men nye tal viser, at de virker.

Københavnerne er ganske gode til at ramme biospanden med deres kartoffelskræller og kaffegrums.

I august sidste år blev der indsamlet 188 tons bioaffald fra kommunens sorteringsordning.

Men i december måned – efter indførelsen af biospandene - lå tallet på hele 1.066 tons affald.

Nytteløs og 'molbo-agtig'

Den lille grønne spand fik ellers ikke en helt let start på livet.

Billede slået op på Facebook.
Billede slået op på Facebook.
Foto: Alex Vanopslagh, Liberal Alliance

Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance valgte blandt andet at posere på Facebook med spanden på hovedet og en opfordring til at komme med bud på, hvad spanden kan bruges til. Han anså den nemlig som nytteløs til det, den var tiltænkt. 

Heller ikke blandt husejerne var alle med på idéen. I september måned sidste år havde hver sjette valgt at sige ”nej tak” til den ekstra affaldsbeholder.

Og senest kunne TV 2 Lorry fortælle, at de nedbrydelige poser i spandene slet ikke nedbrydes og forvandles til naturgas eller gødning - stik mod hensigten. Affaldsanlægget kan nemlig ikke skelne dem fra plastik og andet affald.

’Molbo-agtigt’ lød det fra Danmarks Naturfredningsforening.

Går over forventningerne

Men ude i de københavnske husstande har man nu alligevel taget bioaffaldssorteringen til sig.

Faktisk går det så godt med sorteringen, at Teknik- og Miljøforvaltningen nu forventer, at der i 2018 vil blive indsamlet omkring 14.000 tons bioaffald. Det er cirka 30 procent mere, end man forventede ved introduktionen af ordningen tilbage i efteråret.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) er begejstret over fremgangen:

 - Ordningen sikrer, at vi kan føre næringsstoffer som fosfor og kvælstof tilbage i naturens kredsløb, og derved bidrage positivt til miljøet. Men sortering og genbrug kræver tilvænning, og skal tænkes ind i hverdagen. Mange københavnere er godt på vej, men det skal være en vane for alle at smide bananskrællen i biokurven og plastikemballagen i beholderen til genanvendelse frem for skraldespanden, siger hun i en pressemeddelelse.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik