Fører af vandscooter tiltales for to kvinders død

Østre Landsret afviser at løslade 24-årig mand, der har siddet fængslet i fire måneder.

En 24-årig mand tiltales for uagtsomt at have dræbt to unge amerikanske kvinder med en vandscooter i Københavns Havn.

Han anklages også for sammen med syv bekendte at have udsat andre for livsfare ved at ræse hensynsløst rundt i havnen.

Det er kommet frem i et retsmøde i Østre Landsret torsdag. Her har dommerne bestemt, at den tiltalte fortsat skal være varetægtsfængslet, skriver Ritzau.

Tårerne trillede

Begrundelsen er, at han måske vil begå ny personfarlig kriminalitet, hvis han løslades. Københavns Byret har haft den modsatte vurdering.

Manden havde tårer trillende ned ad kinderne og svarede med grødet stemme, da han blev udspurgt af sin forsvarer.

- Sådan er han hver gang, jeg besøger ham i fængslet. Hans reaktion er meget præget af anger, konkluderede advokat Jane Ranum.

- Jeg skal ud og have noget psykologhjælp, sagde han, mens familiemedlemmer og bekendte lyttede fra tilhørerrækkerne. Han behandles med medicin.

Tre domme bag sig

Den 24-årige afviser ikke, at han førte den vandscooter, der 6. maj ramte en udlejningsbåd med stor kraft. Men han afviser, at han har begået uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Bag sig har han tre domme for vold, særlig farlig vold og senest for røveri. Og fortiden er afgørende for, at dommerne endnu ikke vil løslade ham.

- At han er psykisk påvirket, svækker ikke risikoen for gentagelse, sagde advokaturchef Vibeke Thorkil-Jensen. Derimod mente forsvareren, at fire måneders fængsling er nok:

- Fængslingen har virket. Når man spærres inde, er der en formodning for, at risikoen for gentagelse svækkes over tid, sagde Jane Ranum.

- Det har været et livsvendepunkt for ham, tilføjede hun.

Var ikke påvirket 

Ved ulykken omkom to unge amerikanske kvinder, der var på studieophold i Danmark. Leah Bell, der kom fra delstaten Louisiana og var indskrevet på college i Californien, blev 18 år. Linsey Malia på 21 var fra delstaten Massachusetts.

Flere vidner har fortalt, hvordan en håndfuld vandscootere fræsede rundt i havnen. Nogle har anslået farten til 30-40 kilometer i timen, andre har talt om 50-60 kilometer i timen.

En gruppe unge amerikanere var ude at sejle med en lejet båd fra Go Boat. De blev bange, da en vandscooter sejlede tæt på, har en af de overlevende fortalt. De bad Linsey Malia, der sad ved rorpinden, om at sejle ind til siden, men så skete ulykken.

Den 24-årige mand har fortalt, at han havde gasset op, fordi han ville nå frem til de andre vandscootere, der var begyndt at sejle væk. Men han mistede kontrollen, har han sagt. Ifølge vidner fløj vandscooteren nærmest ind over rælingen på udlejningsbåden.

Han var ikke påvirket af alkohol eller narkotika, har det vist sig. Hvornår straffesagen kan blive behandlet vides ikke. Forsvareren gætter på, at det først vil ske til foråret.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik