Foto: TV 2 Lorry

Styrelse advarer: Smid brød fra denne bager ud!

Fødevarestyrelsen advarer mod sundhedsskadeligt brød fra bager, der nu er blevet lukket.

Har du købt brød fra bageriet på Drejervej 8B i Københavns Nordvestkvarter, skal du smide varerne ud.

Sådan lyder advarslen fra Fødevarestyrelsens  Rejsehold, der torsdag bankede på hos et uregistreret bageri.

På adressen er der blevet bagt fladbrød i beskidte lokaler, uden at de helt basale hygiejnekrav til håndtering af fødevarer er blevet overholdt, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

Det stod helt skidt til i det ulovlige bageri, melder Fødevarestyrelsen. Æltemaskiner fremstod urengjorte, dejen blev behandlet på snavsede stofstykker og lokalerne var langt fra den standard, der gælder for fødevarevirksomheder.

Det ulovlige bageri havde heller ikke styr på den obligatoriske sporbarhed, som skal sikre, at eventuelt farlige fødevarer hurtigt kan trækkes af markedet.

Ejeren har fået beslaglagt æltemaskiner og andet udstyr og er blevet påbudt at destruere 26 sække mel, der ikke var opbevaret korrekt.

Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere og virksomheder, der har købt brød fra Drejervej 8B, 2400 NV, til at kassere varerne eller levere dem tilbage, da fødevarerne er produceret under stærkt uhygiejniske forhold og dermed kan være sundhedsskadelige.