Foto: Jens Rydell / Scanpix

Fødevarekontrollen: Massivt antal bananfluer på restaurant

En restaurant på Købmagergade i København har har fået en bidende sur smiley, en bøde på 10.000 kroner og besked på at slå en flueplage ned.

En stor forekomst af bananfluer har fået fødevarekontrollen til at skride ind overfor en restaurant på Købmagergade. 

Ifølge Ekstra Bladet begyndte det i juni, da kontrollørerne bemærkede "en stor forekomst af bananfluer i virksomhedens kælder".

- Tæt ved området med bananfluer, står der fire åbne bøtter med nudler, står der ifølge Ekstra Bladet i kontrolrapporten.

Restaurant China er kendt for at sælge billige take away-bokse med asiatisk mad.  

Læs også Grøntsager gode nok til mennesker - ikke til høns

Problem blevet værre

Fødevarekontrollen gav stedet en en løftet pegefinger og besked på at slå flueplagen ned.

Men ved næste kontrolbesøg var problemet bare blevet værre. 

- Der er et massivt antal bananfluer, især i virksomhedens kælder. I kælderen opbevares fødevarer, vaskes op og produceres sushi, skriver Fødevarekontrollen ifølge Ekstra Bladet. 

I rapporten står der også, at der er et "massivt antal døde fluer".

Læs også Bager politianmeldes efter fund af kakerlakker

Restauratør: Nu er de væk

Restauratøren har fået en bidende sur smiley, en bøde på 10.000 kroner og besked på at komme problemet til livs.

- Det er lykkedes nu – problemet er under kontrol, næsten alle fluerne er væk, udtaler restauratøren Liln Chen til Ekstra Bladet. 

Han forklarer, at han har kontaktet en skadedyrsbekæmper og opsat fluenet på døre og vinduer, så fluerne ikke kan få adgang fra baggården, hvor der længe har pågået et stort vedligeholdelsesarbejde, som ifølge restauratøren har gjort, at fluerne har haft gode kår.