"Brug IKKE rejsearrangøren Fodbold og Event" - sådan skriver fodboldklubben Rosenhøj Boldklub på sin Facebookside, efter at være blevet snydt for en tur til Malaga og mere end 85.000 kroner. Foto: Rosenhøj Boldklub

Fodboldklub snydt for dyr tur: Nu taler rejsearrangøren ud

Ungdomshold fra Rosenhøj Boldklub skulle i den kommende uge på en dyr træningslejr i den spanske ferieby Malaga, men rejsearrangøren er gået konkurs.

Som TV 2 Lorry kunne fortælle søndag, er et ungdomshold fra Rosenhøj Boldklub blevet snydt for en træningslejr i Malaga, selv om fodbolddrengene hver især har betalt 5000 kroner, og klubben i alt har indbetalt 85.000 kroner til rejsearrangøren "Fodbold og Event”.

Læs også Advarsel: Brug ikke denne rejsearrangør

Ejeren af "Fodbold og Event” hedder Gert Kristensen, og han forklarer nu i en skriftlig besked til TV2 Lorry, at hans firma er gået konkurs, og at han er ked af situationen og at drengenes tur er aflyst.

- Jeg har fra den dag jeg startede firmaet, haft et brændende ønske om, at give fodboldspillere i alle aldre mulighed for at opleve en fodboldtur, som jeg også selv oplevede, da jeg var dreng. Dog under varmere kår og bedre vilkår.

- Har arbejdet hårdt og længe og brugt alle opsparede penge, for at skabe den ramme som det kræver, men i sidste ende var et afbud af adskillige hold fra en topklub, mere end vi kunne stå imod med.

- Jeg er stærkt medtaget over situationen og allermest berørt over at måtte skuffe de drenge og familier, der havde set frem til en sådan tur. Det har aldrig været min hensigt at annullere nogen som helst aftale, men omstændighederne gør, at der ikke er noget valg. Jeg må igen dybt beklage, skriver Gert Kristensen som det sidste i sin besked.

Ingen kontakt i en måned

I sagen påstår Rosenhøj Boldklub, at man – på trods af flere henvendelser - intet har hørt fra Gert Kristensen i knap en måned, efter at man har foretaget den sidste indbetaling den 1. marts.

De hører først fra ham tirsdag den 28. marts, hvor Gert Kristensen giver den lammende besked, at turen er annulleret.

De følgende dage lukker Gert Kristensen helt ned for al kontakt. Rosenhøj forsøger desperat at kontakte ham flere gange uden held.

Om torsdag får drengene fra U19-holdet så overbragt den nedslående besked til træning, og fredag vælger klubben at advare om rejsearrangøren i et opslag på Facebook, der er blevet set af mere end 100.000. De politianmelder samtidig Gert Kristensen.

02:53

Se indslaget fra søndag. 

Luk video

Donerer 1000 euro

Overfor TV 2 Lorry oplyser Gert Kristensen, at han har svaret på et par mails til klubben midt i marts måned, mens klubben hårdnakket påstår intet at have hørt.

Først i dag, mandag den 3. april har Gert Kristensen  igen valgt at give lyd fra sig, siden han gav beskeden den 28. marts. Før han skrev til TV 2 Lorry, var han i kontakt med Rosenhøj Boldklub, som han har valgt at donere 1000 euro til - en overførsel som TV 2 Lorry har set dokumentation på.