De danske spillere og landstræneren fejrer sejren over Kazakhstan i oktober 2016. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Fodboldforbund inspicerer Parken inden EM-slutrunde

En større delegation fra Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) har onsdag besøgt det danske nationalstadion Parken.

En delegation på 30 personer fra Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) er onsdag kommet til København. Her bliver de ugen ud og skal under deres besøg inspicere alle dele af Danmarks værtsskab til EM 2020, hvor København er én af i alt 12 værtsbyer. Det skriver Politiken.

Jeg er ikke i tvivl om, at København i gaderne, på lægterne og forhåbentligt på græsset vil give fodbold-Europa en god oplevelse.

Frank Jensen, overborgmester i København, Socialdemokratiet

Det er særligt Danmarks største fodboldstadion, Parken, som UEFA-delegationen er kommet for at kigge på. Danmarks nationalstadion skal nemlig huse tre gruppekampe samt en ottendedelsfinale til EM-slutrunden i sommeren 2020.

Parken er med sin kapacitet på 38.065 tilskuere det mindste stadion, der skal spilles på til EM 2020. Samtidig er Parken det eneste stadion i de 12 værtsbyer, hvor stadionkapaciteten er på under 50.000 tilskuere.

Læs også Navnelister skal holde fodboldbøller væk fra tribunerne

De 30 UEFA-delegerede skal på deres Københavns-besøg blandt andet se nærmere på løsningerne på de krav, som forbundet har stillet i sin stadionevaluering for moderniseringen af Parken, hvis Danmark og København skulle have en af de 12 værtspladser til EM 2020.

Moderniseringen har fået et loft på maksimalt seks millioner kroner. UEFA kommer med fire millioner, mens selskabet Parken Sport & Entertainment, som ejer både Parken og FC København, lægger de resterende to millioner kroner.

Læs også Fodbold EM 2020: Sådan ser Københavns logo ud

Ny aircondition og bedre stadionlyd

UEFAs ønsker til moderniseringen af Parken indeholder blandt andet, at overfladen på pakeringsmulighederne omkring Parken skal forbedres, bedre adgang og faciliteter for personer med handicap, samt at der oprettes såkaldte hospitality areas til firmagæster.

Frem til 2020 vil vi i samarbejde med DBU og København forberede mesterskabet og ikke mindst bruge anledningen til blandt andet at italesætte den danske fodbold- og foreningskultur.

Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Derudover skal der etableres bedre platforme til TV-kameraer, der skal ny aircondition i VIP-lokaler og lyden til stadionhøjtalerne skal forbedres. Derudover gør det ekstra store presseopbud, som vil være til stede ved EM 2020, at atletikklubben Spartas indendørshal bliver inddraget, grundet sin placering ved siden af Parken.

Ifølge EM 2020-budgettet, skal der foruden midlertige forbedringer af Parken også bruges 800.000 kroner på at forbedre en træningsbane, som vil være til rådighed for de landshold, der skal spille deres kampe i Parken. Ifølge Politiken bliver den bane enten hos Brønshøj Boldklub eller hos AB i Gladsaxe.

Læs også Brøndby IF kaster millioner efter ny fanzone

Håber arrangementet kan gå i nul

Det er første gang, at Danmark skal være vært for en stor fodboldslutrunde for mændene. 

- Jeg glæder mig til at byde danskerne og hele verden velkommen til fodboldfest i København. Jeg er ikke i tvivl om, at København i gaderne, på lægterne og forhåbentligt på græsset vil give fodbold-Europa en god oplevelse. Jeg glæder mig i hvert fald til at deltage i fodboldfesten i København, sagde Københavns overborgmester, Frank Jensen, Soc.dem, da det i 2014 blev offentliggjort, at København skulle være en af de 12 værtsbyer ved EM 2020.

DBU har søgt om tilskud til afholdelse af EM 2020 hos Sport Event Danmark og Københavns Kommune. De håber, at tilskuddende kan hjælpe til at EM-arrangementet på dansk grund går i nul, da indtægter fra både sponsorer og TV-rettigheder til EM-slutrunden i første omgang tilfalder UEFA.

- Frem til 2020 vil vi i samarbejde med DBU og København forberede mesterskabet og ikke mindst bruge anledningen til blandt andet at italesætte den danske fodbold- og foreningskultur i Danmark og internationalt, sagde Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, i 2014 i en pressemeddelse.

Læs også Verdens største e-sportsturnering for kvinder afholdes i KBH