Suset, når et godt forsvar bliver til en hurtig kontra. Ærgrelsen, når en oplagt målchance bliver omdannet til en tåhyler langt over mål. Jublen, når det rigtige hold scorer i overtiden.
Der er - med en kliché - lagt op til et brag, når Frankrig og Portugal søndag aften tørner sammen i finalen ved EM i fodbold.
Du kan sagtens se finalekampen sammen med en masse andre mennesker, selv om du ikke har billet til Stade de France.
Tivoli har nemlig sikret sig rettighederne til at vise EM-finalen, så fodboldglade gæster kan se finalen på storskærm.
EM-finalen mellem Les Bleus med Antoine Griezmann i skræmmende storform og Cristiano Ronaldo og co. vises klokken 21 på Plænen.