Flyt kommune og spar tusinder af skattekroner

Der er kæmpe forskel i kommunernes skattesatser. Man kan spare tusindvis af kroner ved at flytte til nabokommunen.

Det gælder om at holde øjne og ører helt åbne, inden man køber bolig i en bestemt kommune. Et par hundrede meter og en kommunegrænse kan nemlig gøre en stor forskel på, hvor meget man skal betale i skat om året, skriver Berlingske.

Avisen fremhæver nabokommunerne Glostrup og Albertslund, hvor en gennemsnitsfamilie kan spare 15.000 kroner om året i skat, hvis mor og far køber et hus i Glostrup frem for Albertslund.

I Glostrup er kommuneskattesatsen 23,7 procent og grundskyldspromillen 25, mens Albertslund i 2016 hæver sin kommuneskattesats med 0,5 procentpoint til 25,6 og har en grundskyldspromille på 33,94. Og det betyder en årlig skattebesparelse på 15.000 kroner for et par, hvor begge tjener 400.000 kroner om året.

En lignende forskel ses i en række nabokommuner i hovedstadsområdet. I København ligger kommuneskattesatsen fx ét procentpoint højere end Frederiksberg, mens skattesatsen er 2,1 procentpoint højere i Fredensborg end hos naboen Hørsholm, skriver Berlingske.

- Kommuneskat og grundskyld er bestemt ting, man skal tage højde for, når man køber hus. Det er ikke ligegyldige forskelle, og det er ikke ligegyldigt, når kommunerne ændrer satserne, siger privatøkonom i Danske Bank Las Olsen til Berlingske.

Han påpeger dog også, at en højere skat ikke nødvendigvis betyder, at det er sværere at få råd til at bo i den dyre skattekommune - fx Albertslund frem for Glostrup.

- Et hus på 140 kvadratmeter koster cirka 300.000 kroner mere i Glostrup. Det giver en ekstra udgift til renter og afdrag på cirka 25.000 kroner om året, hvis man tager et standardlån. Det kræver altså en højere indkomst eller opsparing at bo i parcelhus i Glostrup frem for i Albertslund, også selv om skatten er lavere, siger Las Olsen til Berlingske.

Hvis man udelukkende fokuserer på kommuneskatten, bør man slå sig ned i Rudersdal i Nordsjælland. Her betaler borgerne nemlig den laveste kommuneskat på 22,5 procent.

De laveste kommuneskattesatser i 2016 finder man ifølge Berlingske i de fem følgende kommuner:

1. Rudersdal - kommuneskattesats: 22,5

2. Gentofte - kommuneskattesats: 22.8

3. Frederiksberg - kommuneskattesats: 22,8

4. Hørsholm - kommuneskattesats: 23,2

5. Tårnby - kommuneskattesats: 23,3