Flygtninge skal bo i private haver i Hillerød

Politikerne vil prøve sig frem med 'venligboliger' i Hillerød.

Flygtningefamilier skal i fremtiden kunne bo i et anneks i haven hos private i Hillerød. Det er i hvert fald den idé, som et flertal i økonomiudvalget i Hillerød har nikket ja til at få undersøgt nærmere. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

For at finde boliger til nogle af de i alt 297 flygtninge, som kommunen forventer at skulle give tag over hovedet i år, skal private boligejere kunne sige ja tak til at få en 'venligbolig', som er et færdigbygget anneks med køkken og bad, hejst ind over hegnet. Annekset skal flygtninge så flytte ind i.

Læs også: Socialdemokrat: Vi skal huse flygtninge i baghaven

- Det er godt, fordi integrationen sker bedst, når flygtninge møder os danskere, der har boet her i lang tid, siger den konservative borgmester Dorte Meldgaard til Frederiksborg Amts Avis.

Hun får opbakning af den socialdemokratiske gruppe på rådhuset.

- Det vil glæde mig, hvis det kan lade sig gøre, og det vil hjælpe flygtninge, fordi de får en familie tilknyttet, siger Vivi Wøldike.

Både hun og borgmesteren understreger samtidig, at både prisen og regler er afgørende for, om projektet kan lade sig gøre.

Ideen er udviklet af blandt andre Søren Rasmussen, indehaver af ONV Arkitekter, og han har regnet på priserne.

- Det vil koste mellem 300.000 og 500.000 at opføre en venligbolig, afhængigt af hvor store de skal være, og hvor mange, der skal laves, siger Søren Rasmussen til Frederiksborg Amts Avis.

Når flygtningene er flyttet ud igen, kan boligejerne overtage annekset og bruge det til gæstebolig eller som teenageværelse, foreslår Søren Rasmussen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik