Flygtninge sendes på 4-stjernede hoteller

Pressede kommuner har svært ved at finde boliger til de mange nye flygtninge. Blandet andet Hillerød Kommune har derfor været nødt til at benytte sig af 4-stjernede hoteller.

I Hillerød er budgettet for flygtningeboliger steget fra knap fire millioner sidste år til 8,5 millioner kroner for i år.

- Det har ramt os lidt uventet med det antal, der er kommet, siger Baris Atak, der er kommunens ansvarlige på området.

Det skriver Metroxpress.

Flere flygtninge er derfor endt på det 4-stjernede Hotel Hillerød.

- Vi må derfor tage utraditionelle løsninger i brug. Lige nu har vi for eksempel omkring 15 boende på Hotel Hillerød. Vi har simpelthen ikke andre boliger,« siger han og forklarer, at man har haft månedlige hoteludgifter på helt op til 650.000 kroner.

I Dragør har man valgt at placere 25 pavilloner til flygtninge lige op ad to børneinstutioner til stor frustration for de lokale forældre i området.

I Aarhus, der skal modtage flest flygtninge i 2015, sidder man i stedet tungt på et lokalt vandrehjem.

- Det er da en stor mundfuld, når man skal modtage 50 om måneden, vi har derfor bl.a. indrettet et tidligere kollegie til formålet og lejer os også ind på City Sleep-in, siger afdelingsleder Lene Brink til metroxpress.

Martin Henriksen, der er udlændingeordfører for Dansk Folkeparti, kalder kommunernes prioritering for 'vanvid'.

- Der er ingen tvivl om, at kommunerne er enormt pressede, og det må vi landspolitikere se at få kigget på. Men de her eksempler på dyre hoteller er jo det glade vanvid, det tror jeg også, kommunerne selv kan se, siger han til metroxpress.

Han vil nu tage den akutte boligsituation op med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Vi vil nu bede ministeren kigge på det her og foreslå, at man lader flygtninge blive boende i asylcentre. Derudover må vi få reglerne ændret, så flygtningene ikke bare kan springe køen over for vores studerende,« siger han til metroxpress.

Integrationsminister Inger Støjberg oplyser, at hun dels arbejder for at stramme reglerne, så der kommer færre flygtninge, og kommer med en opfordring til kommunerne om råbe op.

- Hvis I oplever, at den nuværende lovgivning spænder ben for, at flygtninge kan få en bolig, så må I sige til. Vi vil gøre alt for at få ryddet hindringer af vejen. Jeg er til gengæld lidt skeptisk over for forslaget fra Dansk Folkeparti. Hvis flygtninge ikke har adgang til en bolig, kan man risikere, at de tyer til at bosætte sig hos landsmænd, familier og bekendte i områder, hvor der i forvejen bor mange indvandrere. Og det vil næppe være gavnligt for integrationen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik