Flygtning fik superjob efter smart møde

Det kan være godt givet ud at ansætte flygtninge med gåpåmod - fremfor flotte cv'er, mener man i teleselskabet 3.

Det er ikke mere end tre år siden, at Jamil Mahfouz måtte forlade Syriens krig. Men i dag er han én af de nytilkomne, der klarer sig særlig godt. 

Han er nemlig ansat hos teleselskabet 3, hvor han sælger telefoner i flagskibet, som de kalder det, og så på pæredansk.

- Det her job er rigtig godt for mig, for jeg har før arbejdet med salg i Syrien og Dubai, siger den glade 28-årige flygtning til TV 2 Lorry, da han får besøg i butikken på Strøget. 

Fandt hinanden på Københavns Rådhus

Jobbet som sælger er ikke havnet hos Jamil Mahfouz ved de rene tilfældigheder. Ved et særligt arrangement på Københavns Rådhus i starten af 2017 mødte han nemlig to HR-medarbejdere fra Teleselskabet 3, og det blev et godt match. 

Den særlige jobkonference var stablet på benene i et samarbejde mellem Københavns Kommune, Tuborg Fondet samt en lang række fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer - heriblandt Horesta, Dansk Erhverv, Dansk Industri, 3F og Djøf. 

Idéen bag arrangementet var både at styrke integrationen, men ligeledes at give virksomhederne mulighed for at ansætte en gruppe mennesker, der som oftest er meget loyale og hårdarbejdende medarbejdere. 

Og hos 3 har man ikke været skuffet.

- Til at starte med var jeg lidt nervøs for, at Jamil skulle herind i vores flagskibsbutik, men når man ser Jamil, bliver det jo klart, at han er et stort smil. Så det blev ikke svært, fortæller butikschef Hakan Özata til TV 2 Lorry. 

Selskab ser fordele i at give folk en chance

Begge mænd er af anden etnisk baggrund end dansk, og det er ikke noget, som skræmmer teleselskabet i al almindelighed.

Det gælder nemlig for mellem 20 og 30 procent af medarbejderne i 3, vurderer selskabet selv.

- Jeg tror, at hvis vi har mindre berøringsangst overfor at ansætte folk med en anden baggrund end den traditionelle, så vil det betale sig. For vi giver folk en mulighed, som de gerne vil leve op til, siger HR-direktør Peter Kirk Nielsen til TV 2 Lorry. 

Og Jamil Mahfouz har da også masser af gåpåmod. Udover butiksjobbet går han også på sprogskole to gange om ugen, og når han snart er færdig med det, vil han gerne fortsætte med at lære.

- Jeg vil starte en ny uddannelse. Gerne med 3's hjælp, siger han. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik