Fly sikkerhedslandet i Kastrup

EasyJet-flyet EZY 5363 fra London Gatwick til København måtte torsdag klokken kl. 11.08 foretage en såkaldt sikkerhedslanding i Kastrup Lufthavn. På grund af et potentielt teknisk problem blev der for en sikkerheds skyld tilkaldt nødberedskab til flyet, oplyser Easy Jet til metroXpress.dk

EasyJet understreger over for metroXpress.dk, at der ikke var tale om en nødlanding, og at alle passagerer kom sikkert ud af flyet.
Flyet bliver nu sikkerhedstjekket af Easy Jets teknikere for at bekræfte, at det er sikkert at tage flyet i brug igen.
Afgang EZY 5363 havde afgang fra London kl. 8.00 torsdag morgen.
Der var tale om en Airbus A319 med 95 passagerer og 6 besætningsmedlemmer om bord.