Foto: Nils Meilvang / Scanpix

Flugtbilist smed pistol ud af vinduet efter biljagt

En biljagt i København endte med, at en politibil og flugtbil kørte sammen. Ingen er kommet til skade.

En kortvarig biljagt i København onsdag endte med, at en pistol blev kastet ud ad vinduet fra den jagtede bil. Forinden var den eftersøgte bil kørt sammen med politibilen, som var sat efter den.

- Bilen var efterlyst for noget tyveri.

- Der er under turen blevet kastet en pistol ud af vinduet. Den har vi nu fået sikret for at undersøge, om den ægte, siger Henrik Brix, der er vagtchef ved Københavns Politi, til TV 2 Lorry. 

Læs også Politiet laver målrettet cykelkontrol: Sådan undgår du en bøde

Politiet har kort efter middag endnu ikke undersøgt pistolen. Derfor er det endnu ikke sikkert, hvilket våben der er tale om, eller om der blot er tale om en pistollignende genstand.

Biljagten, der udspillede sig ved Kalvebod Brygge, varede i cirka to minutter. Politiet satte efter bilen, da den var efterlyst - formentlig fordi den var stjålet.

Efter et par minutter sluttede biljagten, da politibilen og flugtbilen kolliderede. Ingen kom til skade ved sammenstødet. 

Læs også Øresundsbroen er åben igen efter ulykke

Der sad tre mænd i den eftersøgte bil. De er alle anholdt, og politiet vil afhøre personerne for at klarlægge forløbet.

Samtidig forventer politiet, at de er væk fra området snarest, hvor der i øjeblikket er massiv kødannelse.