Flest bliver smittet med hiv i København

Langt størstedelen af de homoseksuelle mænd, der får konstateret hiv i Danmark er blevet smittet i København.

De fleste homoseksuelle mænd med hiv er ikke blevet smittet på eksotiske ferieøer, og de har ikke rendt rundt med den kroniske sygdom i årevis. Mændene får det i Danmark lige nu. Det kan Statens Serum Institut for første gang slå fast, skriver metroxpress.

Således var 60 procent af de 107 homoseksuelle mænd, der sidste år fik konstateret hiv, blevet smittet inden for de seneste 12 måneder.

»Mændene har en ret god fornemmelse af, hvor de er blevet smittet, hvilket hovedsageligt er i København, når de får at vide, at de er nysmittede. Vi ved, at de er nysmittede, fordi de enten er blevet testet for nylig og ikke var smittet der, eller fordi de har symptomer på akut hiv,« siger afdelingslæge Susan Cowan fra Statens Serum Institut.

På trods af at København er hiv-hovedstaden for danske mænd, valgte Københavns Kommune i december, at det skulle være slut med de cirka 400.000 grats kondomer, som hvert år uddeles til bøsser og biseksuelle af AIDS-Fondet. Den beslutning er dog nu blevet ændret, forklarer sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF):

»Vi har besluttet at give 180.000 kroner til gratis kondomer i 2015, fordi det selvfølgelig er vigtigt. Vi beklager, at vi glemte at orientere AIDS-Fondet, før vi tog penge, men nu får de pengene et år mere, og så skal vi se på 2016 til september,« siger hun.

Beslutningen vækker selvsagt glæde hos AIDS-Fondet.

»Vi ved, at tilgængelighed og synlighed af gratis kondomer på barer, saunaklubber, og andre træfsteder gør, at hiv og sikker sex bliver italesat,« siger direktør Klaus Legau.