Foto: TV2/Lorry

Flertal vil have advarselsskilte mod fotovogne

Skilte skal advare bilisterne om fotovogne, mener et flertal uden om regeringen.

Skal bilisterne herhjemme mødes af skilte, der advarer om fotovogne lidt længere henne af vejen? Det mener et flertal uden om regeringen, skriver DR Nyheder.

- Vi ser gerne, at bilisterne bliver oplyst om, at der holder fotovogne længere nede af vejen. For os er trafiksikkerhed det vigtigste, og det vil helt sikkert have en positivt effekt, hvis folk begynder at lette foden fra speederen, siger Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn, til DR.

Foruden Socialdemokraterne kræver også DF og LA, at der sættes advarselsskilte op ved alle politiets 100 fotovogne.

Dansk Folkepartis formand for Retsudvalget, Peter Skaarup, kalder fotovognene for rene pengemaskiner, hvor det bare handler om at få flere penge i statskassen.

- Fotovogne er et redskab til at få fat i fartsyndere. Men de findes først og fremmest af hensyn til trafiksikkerheden. Det siger man i hvert fald. Og derfor bør bilisterne også advares med skilte på de veje, hvor fotovognene står men henblik på at farten bliver sat ned og trafiksikkerheden dermed øges, siger Peter Skaarup til DR.

Forslaget er identisk med det, som Venstre lancerede før valget. Men dengang blev det afvist af Socialdemokraterne, der argumenterede med, at politikerne ikke skal blande sig i politiets strategi om fartkontrol.

Rasmus Prehn forklarer det socialdemokratiske kursskifte således:

- Det, vi sagde dengang, var, at det er op til de enkelte politikredse at håndtere det her. Og der er der nogle af dem, der har valgt at oplyse om, hvor fartkontrollen er, mens andre holder det hemmeligt. Nu er der så nogle erfaringer for, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Og noget tyder faktisk på, at der er bedre for trafiksikkerheden, hvis man oplyser om, hvor fartkontrollen er. Den erfaring skal vi da bruge til at forbedre trafiksikkerheden, og dermed få færre ulykker på vejene, siger Rasmus Prehn til DR.

Samme toner lyder fra Simon Emil Ammitzbøll.

- Hvis formålet med fotovognene er, at vi gerne vil have folk til at køre ordentligt, så er det vigtigste, at bilisterne sætter farten ned, og ikke at de får en bøde. I Liberal Alliance har vi aldrig accepteret at trafiksikkerhed skal bruges som en ekstra skattebetaling. Det kan da godt være, at advarselsskilte kommer til at koste marginalt for statskassen, men så er det jo bare et bevis for, at fotovognene har været en ekstra skatteskrue, siger Simon Emil Ammitzbøll til DR.

Dansk Folkeparti vil i første omgang give regeringen en chance for i de kommende måneder at sikre, at der bliver sat flytbare advarselsskilte op foran de 100 mobile fotovogne. Sker det ikke inden sommerferien, vil både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance tvinge forslaget igennem ved at fremsætte beslutningsforslag.

Transportminister Hans Christian Schmidt, Venstre, ønsker ikke at stille op til interview om fotovogne - eller ATK-vogne, som de officielt hedder.