Foto: Lorry

Flertal for taxaer i busbanerne

De københavnske taxaer skal have love til at køre i busbanerne. Det mener et flertal på Rådhuset, der har samlet sig, efter at Socialdemokraterne har ændret holdning i sagen.

Meldingen kommer oven på, at taxachaufførerne i København har sagt til DR København, at de mister flere og flere kunder på grund af køkørsel.

Socialdemokraterne har indtil nu stemt konsekvent imod at lade taxaerne overhale i busbanerne, men nu er partiet klar til at lave et forsøg,

fortæller trafikordfører Jakob Hougaard.

- Der har altid været delte holdninger i socialdemokratiet omkring det, og det er selvfølgelig bekymringen for, om busserne bliver forsinket af det. Men igen, et forsøg kan jo vise, om det er et reelt problem, og derfor synes jeg, det er vigtigt at sige her frem mod valget, at vi vil være åbne overfor at prøve det af, siger han til DR København.

Busbaner på Knippelsbro og i indre by kunne med fordel bruges til taxakørsel

En af dem der har presset på for en holdningsændring i partiet er socialdemokraternes politiske leder i København, Ikram Sarwar.

-Vi skal jo sikre at turister og andre københavnere kan bruge taxaen, og vi kan bruge taxaen som et supplement i forhold til kollektiv trafik.

Han peger på Knippelsbro og indre by, som et sted hvor taxaer med fordel kunne bruge busbanerne, så de slipper for at sidde fast i myldretiden

Den idé falder ikke i god jord hos Enhedslistens spidskandidat i København Morten Kabell.

Han henviser til, at der allerede er lavet forsøg med taxaer i busbanerne.

Tidligere forsøg er fra 1998

- De forsøg, der er lavet, og de erfaringer man har med taxaer i busbanerne, viser, at det skaber en uigennemskuelig trafik, at det skaber rod, og det var også konklusionen i de rapporter, som Københavns Politi var med til at udarbejde

Forsøget er fra 1998, men Morten Kabell mener, at resultaterne stadig holder.

Heller ikke Trængselskommisionen anbefaler, at taxaerne får lov at komme længere frem i bilkøen via busbanerne, den mener nemlig, det kan gå udover bussernes fremkommelighed.

Flertallet består desuden af Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, som også åbner op for flere holdepladser til taxaerne ved især Hovedbanegården, oplyser de til DR København.

Det Radikale Venstre støtter et forsøg med taxaer i busbanerne, med mindre politiet vurderer, det er til fare for trafiksikkerheden. Det har endnu ikke været muligt at få en vurdering fra Københavns Færdselspoliti.

Movia, der driver bustrafikken i Hovedstaden, ønsker ikke at kommentere det nye flertal, før der ligger et konkret forslag. Selskabet oplyser blot, at busserne også lider under trængslen.