Foto: Dennis Lehmann - Scanpix

Flertal: Svenskere skal betale for at køre på danske veje

Politisk flertal uden om regeringen vil kopiere tysk model - og lade udenlandske bilister betale for sliddet på vejene.

Ikke bare koster det penge at køre over Øresundsbroen. Fremover kan det også komme til at koste svenskere og andre udlændinge at fortsætte turen over sundet på vejene i hovedstadsområdet og resten af Danmark.

Vi er efterhånden det eneste land i EU, som ikke får lidt penge for sliddet på vores veje, og det er vi nødt til, hvis vi fremadrettet skal have råd til at vedligeholde og udbygge vejnettet

Kim Christiansen, transportordfører, Dansk Folkeparti

Det ønsker et flertal uden om regeringen, der er parat til at kopiere Tyskland og indføre en særlig vejskat, som udlændinge skal betale for at bruge de danske veje. Det skriver dagbladet Information tirsdag.

Ifølge et svar fra skatteminister Karsten Lauritzen, Venstre, til Folketingets transportudvalg vil en sådan vejskat kunne indbringe statskassen i omegnen af 300 millioner kroner årligt, og det er gefundenes fressen for Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen.

Læs også Borgmester til transportminister: "Kom nu op i gear"

DF: Vi er nødt til det

- Vi er efterhånden det eneste land i EU, som ikke får lidt penge for sliddet på vores veje, og det er vi nødt til, hvis vi fremadrettet skal have råd til at vedligeholde og udbygge vejnettet, siger han til Information.

Tyskland har netop fået EU-Kommissionens blåstempling til at indføre vejskatten fra 2019, der reelt gælder alle bilejere. De tyske bilejere får dog et tilsvarende nedslag i registreringsafgiften.

Kun regeringspartierne Venstre, Liberal Alliance og Konservative er imod forslaget.

- Det er selvfølgelig rart at få regnestykket frem, men vi er ikke for en vejskat, og det bliver ikke noget, vi foreslår, siger Venstres skatteordfører Louise Schack Elholm til Information.