Foto: Torben Christensen - Scanpix

Flertal på Københavns Rådhus: Dieselbiler skal ud af byen

Der er politisk flertal på Københavns Rådhus for at forbyde dieselbiler. Men det kræver lovændring, og det afviser Venstre.

Der skal være forbud mod at køre dieselbil i København. Det mener et flertal i Københavns Borgerrepræsentation.

Så snart vi får muligheden for at dreje på det håndtag, så er jeg sikker på, at der er et stort flertal for et forbud på Københavns Rådhus.

Lars Weiss, gruppeformand, Socialdemokraterne, København

SF, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet har tidligere talt for et forbud. Og nu melder Socialdemokratiet sig også klar, skriver Berlingske. Dermed er der flertal. 

- Så snart vi får muligheden for at dreje på det håndtag, så er jeg sikker på, at der er et stort flertal for et forbud på Københavns Rådhus. Også med socialdemokratiske mandater, siger Lars Weiss, gruppeformand for Socialdemokratiet i København og medlem i Teknik- og Miljøudvalget, til Berlingske.

Læs også Rådhus dropper diesel: Nyt koncept skal gøre byen grøn

Flere storbyer klar med forbud

Politikerne på Københavns Rådhus er ikke de første, som er kommet på den idé. Både Paris, Madrid, Athen og Mexico City har ifølge avisen annonceret, at de vil indføre forbud mod dieselbiler fra 2025.

De Radikales Mette Annelie Rasmussen ser gerne, at København følger trop.

- Det er en underlig holden fast i fortiden at kræve, at dieselbilerne skal køre i København, når andre byer mener det modsatte. Jeg kunne ønske, at vi var lidt mere modige på det her område, siger Mette Annelie Rasmussen til Berlingske.

Læs også København vil forbyde dieselbiler

Venstre siger nej til "hovsaløsning"

Men før et forbud kan blive en realitet, kræver det, at politikerne på Christiansborg bakker op.

Et forbud vil nemlig kræve en lovændring, da miljøzonerne bliver reguleret i miljøbeskyttelsesloven, skriver Berlingske. Og det afviser regeringen.

- Selv om de røde partier i København ønsker at indføre et dieselforbud, så siger vi klart nej. Det skal ikke være sådan nogen hovsaløsninger, som smadrer hverdagen for de mange mennesker, der har købt nye og moderne dieselbiler i tillid til de regler, der gælder, siger Erling Bonnesen, miljøordfører for Venstre, til Berlingske.

Læs også Borgmester vil forbyde dieselbiler i København

LA indstillet på at drøfte sagen

Tidligere har Liberal Alliance dog meldt sig klar til at drøfte en lovædnring.

- Dieselbiler i byerne er nok den største sundheds- og miljøpolitiske udfordring herhjemme. Så jeg er bestemt indstillet på konstruktive drøftelser af emnet og konkrete forslag fra borgmesteren, sagde miljøordfører Carsten Bach (LA) til TV 2 i juli, da Morten Kabell foreslog et forbud. 

Hos Venstre mener Erling Bonnesen imidlertid, at producenter og forbrugere er den afgørende faktor for et København uden diesel.