H. C. Andersens Blvd. er kanten af de tre forslag til en bilfri midtby. Foto: Erik Refner - Scanpix

Flertal ønsker bilfri bymidte: "Vi skal beskytte københavnerne"

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har torsdag aften vedtaget forundersøgelser for trafikal aflukning af middelalderbyen.

I fremtiden vil dele af Københavns Indre By blive helt aflukket for biltrafik.

Sådan lyder et forslag, som Borgerrepræsentationen i København torsdag aften har stemt igennem med et rødt flertal.

Dermed har politikerne givet grønt lys til at lave yderligere forundersøgelser af forslaget. Det er stadig usikkert, hvorvidt lukningen bliver en realitet. Der skal først siges endeligt ja til forslaget i 2018.

Vi skal i dialog med københavnerne fastholde den Middelalderby, vi alle holder af, for eksempel ved at lukke området for biltrafik

Morten Kabell (EL), Teknik- og Miljøborgmester

Området, der ønskes lukket for trafik, er nærmere bestemt den københavnske middelalderby, som er den ældste del af København. Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune forventer, at en trafikal aflukning af middelalderbyen vil koste mellem 80 og 120 millioner kroner.

På kortet herunder kan du se de tre konkrete forslag til, hvor middelalderbyen ønskes aflukket for biltrafik. I to af forslagene vil der være to eller en gennemførselsvej igennem den bilfrie zone.

Terrorsikring ligger bag forslag til trafikal lukning

Baggrunden for forslaget kommer i kølvandet på en række anbefalinger fra PET om hastighedsnedsættende foranstaltninger som eksempelvis betonklodser i byrummet til fremtidig terrorsikring af København. Af efterretningstjenestens anbefalinger lyder det blandt andet:

"De hastighedsdæmpende foranstaltninger i København er anbefalet med baggrund i at mindske risikoen for bevidste påkørsler af mange personer og begrænse antallet af ofre og skader ved et angreb mest muligt."

Københavns Teknik- og Miljøforvaltning har med udgangspunkt i PETs anbefalinger foreslået, at der ikke alene opsættes hastighedsnedsættende foranstaltninger i middelalderbyen, men at den gamle bydel i stedet lukkes for biltrafik.

- Det handler om, at vi får indrettet sådan så byen er sikker - men også på en måde, så byens liv kan fortsætte. For vi skal aldrig lade os kue af terrorister. Så derfor skal byens liv fortsætte samtidig med at gøre byen sikker, siger Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell (EL). 

Læs også Terrorklodser af beton skal erstattes af træer og bænke

Gammelt forslag i ny forklædning

Forslaget er sammen med en række andre initiativer blandt andet til forskønnelse af de allerede eksisterende betonklodser i byen blevet vedtaget med et rødt flertal ved Borgerrepræsentationens møde torsdag aften.

Allerede i 2015 foreslog borgmesteren at gøre bymidten bilfri, men her lykkedes det ikke at overbevise borgerrepræsentationen.

Med den nye vedtagelse følger nu en række forundersøgelser, som ventes afsluttet i februar 2018.

Herefter fremlægges to til tre scenarier for den bilfri middelalderby, hvorefter arbejdet på at aflukke den gamle bydel for biltrafik påbegyndes. 

Læs også Flertal på Københavns Rådhus: Dieselbiler skal ud af byen