Flere voksne i Københavns Stift vælger at blive døbt. Foto: Nanna Kreutzmann / Scanpix

Flere voksne døbes i København: "Det er blevet normalt"

Nye tal viser, at antallet af voksne, der bliver døbt i Københavns Stift, stiger. Generelt er medlemstallet i Folkekirken dog stadigvæk faldende.

Et spædbarn får plasket vand i hovedet over døbefonten i kirken. Sådan foregår en dåb almindeligvis, men i København er det de senere år blevet mere almindeligt, at voksne bliver døbt.

Således blev 277 voksne døbt i Københavns Stift, som dækker over København, Frederiksberg, Tårnby, Dragør og Bornholm, i 2016. Det viser en ny opgørelse fra stiftet. Det er en stigning siden 2012, hvor 201 personer over 18 år blev døbt.

Generelt er det blevet normaliseret at blive døbt som voksen i Danmark. Det vurderer Hans Raun Iversen, der er lektor i praktisk teologi og leder af Center for Kirkeforskning ved Københavns Universitet.

- Der er et langsomt stigende antal. For det første er det blevet normalt. Dertil kommer, at der er flere voksne udøbte, end der nogensinde har været, og dermed er der flere at rekruttere af, siger han.

Læs også Her går unge jøder og muslimer sammen om at nedbryde fordomme

Færre nyfødte døbes

I København og på landsplan er antallet af medlemmer af folkekirken dog faldet støt de seneste år. Ved årsskiftet var således 75,9 procent af befolkningen medlemmer, mens det i 2007 var 82,6 procent.

- Der vil stadigvæk være et fald. Nu er det sådan i meget store dele af landet, at det er blevet normalt ikke at blive døbt. Derfor kommer der en selvforstærkende effekt, siger Hans Raun Iversen.

Andelen af spædbørn, der bliver døbt, er ligesom medlemstallene faldet. På landsplan viser de seneste tal, at 61,5 procent af spædbørnene bliver døbt, mens det i Københavns Stift er under 40 procent.

For to provstier - Vesterbro i København og Aarhus Vestre - ses der ifølge Hans Raun Iversen dog en lille smule større opbakning til barnedåben.

- Fornemmelsen er, at folk siger, at de faktisk gerne vil have deres børn døbt. Desuden er kirken blevet mere aktiv, siger han.

Læs også "Lyden af vores kirkeklokker kommer fra middelalderen"

"Synes det er forkert"

Claus Oldenburg, der er sognepræst i Garnisonskirken i København, kan godt mærke, at interessen for voksendåb er steget.

- For et par år siden havde jeg måske en om året - nu har jeg måske to eller tre.

- Der er flere, der opdager, at de ikke er døbt eller synes, det er forkert, at de ikke er blevet døbt. Når de har en anledning, så får de det gjort, siger han.

I alt blev 42.026 personer døbt i folkekirken i 2016.

/ritzau/

Læs også Tyve brød ind i kirke: Stak af med dyre lamper