Flere vil være VVS'ere: "Det er fedt at gøre noget for klimaet"

Lærlingefesten fortsætter blandt el- og vvs-installatører i Region Hovedstaden. Rekordmange fik uddannelsesaftaler sidste år.

I 2018 indgik Region Hovedstadens el- og vvs-installationsvirksomheder rekordmange uddannelsesaftaler, og faget går dermed forrest, når det gælder om at hjælpe flere unge med at gennemføre en erhvervsuddannelse.

Det viser nye tal fra Undervisningsministeret.

En af dem, der har valgt at kaste sig over installationsfaget, er Bjarke Arnbo, der arbejder fast i lufthavnen i lære hos virksomheden John Jensen VVS.

- Det er fedt at gøre en forskel og gøre noget for klimaet på uddannelsen. Det er rigtig dejligt. 

På bare få år har branchen udviklet sig fra at at være en branche, der især har været kendt for toilet-arbejde til nu også at være en uddannelse med masser af focus på grøn omstilling og energi-løsninger.

Af samme grund hedder uddannelsen i dag også VVS-energi.

Langt foran andre brancher

Og selvom 2017 i forvejen var et rekordår for installationsbranchen, så lykkedes det alligevel sidste år at øge antallet af indgåede uddannelsesaftaler i branchen fra 942 i 2017 til 1.042 i 2018.

Det svarer til en stigning på 10,6 procent.

Til sammenligning var stigningen for alle erhvervsuddannelser i regionen på 5,8 procent.

- Det er fantastisk flotte tal, som især er et udtryk for, at der for alvor er gang i ordrebøgerne i regionens installationsvirksomheder. Men tallene bekræfter også, at branchen helt overordnet har stort fokus på at dække behovet for faglært arbejdskraft i regionen de kommende år, siger Lars Dyrstrøm, der er formand for TEKNIQ-råd Hovedstaden, der repræsenterer el- og vvs-installationsvirksomhederne i regionen.

Stigningen i antallet af indgåede uddannelsesaftaler ses hos både el- og vvs-installationsvirksomhederne - henholdsvis 5,8 og 21,8 procent.

- Det er naturligvis positivt, at installationsbranchen på denne måde går forrest. Men der er altså også behov for, at flere brancher i højere grad melder sig ind i kampen for at uddanne de mange faglærte, vi får brug for i Region Hovedstaden,” siger Lars Dyrstrøm.

Også når det gælder det samlede antal lærlinge har installationsvirksomhederne i Region Hovedstaden lagt sig solidt i førerfeltet med en stigning i 2018 på 8,4 procent mod 0,2 procent for alle erhvervsuddannelser.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik