Arkiv foto

Flere udsættes for identitetstyveri

En stjålet pung eller et cpr-nummer, der er faldet i de forkerte hænder, giver problemer og frustrationer for flere og flere danskere.

Det viser tal over antallet af identitetstyverier, hvor tyve misbruger personlige oplysninger fra deres ofre, fra en række af landets forsikringsselskaber, skriver metroxpress.

Med de personlige oplysninger i hånden kan identitetstyvene blandt andet købe elektronik eller køre ulovligt med den offentlige trafik og tørre regningen af på offeret.

»Det er en kriminalitetsform, som udvikler sig ret voldsomt,« fortæller forretningsudviklingschef Sune Bille Larsen fra Tryg.

Hos Tryg er antallet af kunder, der bliver plaget af uberettigede regninger og henvendelser fra kreditorer, steget fra 30 i 2013 til 132 i de ni første måneder af 2014.

Hos Alm. Brand er antallet i samme periode i år 67 mod 40 hele sidste år, mens også Codan oplever en stigning.

Fakta: 73.000 anslås at være berørt

Det samlede antal identitetstyverier i Danmark er ukendt, da Rigspolitiet ikke har statistik på området. En rapport fra Københavns Universitet fra 2013 anslår dog, at 73.000 danskere fik stjålet kreditkortoplysninger, personlige oplysninger som cpr-nummer eller adgangskoder på nettet i 2012. Rigspolitiet har da også nedsat et Cyber Crime Center, der blandt andet skal gøre det nemmere at overvåge udviklingen i identitetstyverier.