Foto: Privatfoto / Lene Hjorth

Flere søger erstatning efter hundebid

Stor stigning i antallet af personskader samt sager om bidskader forvoldt af hunde. Hundeloven har ikke haft den ønskede effekt, mener ekspert.

Hundebid er netop nu et ophedet emne i den offentlige debat. Det skyldes blandt andet, at en lille pige blev angrebet af en bullterrier på Nørrebro i København i slutningen af sidste måned. Her på TV 2 Lorry kunne vi så sent som i går bringe historien om en 48-årig kvinde, der er blevet skambidt af to hunde under en løbetur i Dragør.

Nu viser nye tal, at der er sket en stigning i antallet af danskere, som søger erstatning efter hundebid. Det viser et udtræk, som forsikringsselskaberne Tryg og Topdanmark har lavet for Radio24syv.

Hos landets største forsikringsselskab Tryg steg antallet af sager med personskader forvoldt af hunde fra 120 sager i 2013 til 135 sager i 2014.

Samme tendens gør sig gældende hos landets næststørste selskab Topdanmark, hvor antallet af sager med bidskader - mod både mennesker og andre hunde - steg fra 133 sager i 2013 til 168 sager i 2014.

I 2010 blev indført nogle meget omdiskuterede stramninger af hundeloven. 13 hunderacer blev forbudt, og bøderne for at bryde hundeloven blev sat op.

Foreningen Fair Dog mener heller ikke, at hundeloven fra 2010 har haft nogen effekt på antallet af bidskader - tværtimod.

- Vi sidder med hundeloven i praksis hver eneste dag, og det fungerer simpelthen ikke. Man har taget retssikkerheden væk fra ejerne, der er fokus på hundene, men det er de uansvarlige ejere, som er problemet, og de kan bare gå ud og købe en ny hund, når den gamle bliver aflivet på grund af loven, siger formand for foreningen, Charlotte Andersson til Radio24syv og fortsætter:

- Man flytter simpelthen problemerne over til andre hunderacer og blandinger.

Foreningen Fair Dog mener, at man i stedet for forbud mod bestemte hunderacer og højere bødestraffe, bør indføre en licensmodel, som man blandt andet kender fra Calgary i Canada.

- Vi bør stille krav til ejerne og avlerne. Når man som ejer ønsker at købe en hund, bør der være nogle helt basale ting, som man skal bestå, inden man kan få lov til at anskaffe sig hunden, siger Charlotte Andersson til Radio24syv.

Det handler blandt andet om, at man har den fornødne viden om hundens adfærd, den type hund, man ønsker sig, dens helbred, love og regler på området, samt om man har de økonomiske ressourcer, der skal til for at tage vare på hunden.

En undersøgelse fra Odense Universitetshospital fra 2011 har vist, at omkring 4.000 danskere bliver behandlet for hundebid på skadestuen om året.