Flere skud affyret i København: En person er ramt

En person er onsdag aften blevet ramt af skud i Sydhavnen i København. Politiet kender ikke hans tilstand.

En person er onsdag aften blevet ramt af skud på Mozarts Plads i Sydhavnen, oplyser Københavns Politi.

 - Personen er bragt til hospitalet, men jeg kender ikke vedkommendes tilstand, siger vagtchef Carsten Reenberg, der ikke vil oplyse, om der er tale om en mand eller en kvinde.

Politiet fik anmeldelsen om skyderiet klokken 20.13.

Der er affyret flere skud, men vagtchefen kan ikke sige hvor mange, eller om offeret er ramt af mere end et skud.

Af hensyn til efterforskningen vil han heller ikke oplyse, om politiet har anholdt nogen i forbindelse med skudepisoden.